Alle de Urter er sprungne ud
Paa Marken saa mangefold;
Jeg under en høvisk Jomfru vel,
Min Glæde har hun i Vold.
Hver en Gang, jeg den Jomfru saa,
Mig yppedes højt at sjunge,
Men den, der mister sin bedste Ven,
Ham falder Sorgen tung.
Der kom de Tidender til vor Bv,
At de havde skilt os ad;
Saa traadte jeg selv saa mangen Sti,
Det gjorde mig lidet glad.
Lærkens Sang er ikke lang,
Naar Regn og Kulde ham tvinger;
Ikkun udi den blide Sol
Han løfter op sine Vinger.
Men nu er jeg som den mindste Fisk,
Der svømmer i stride Sund;
Naar andre Smaafiske lege Dands,
Den dølger sig nede paa Bund.
Efter en gammel svensk Folkevise.