To Janaker leved vel tilsammen,
Mujo Ture og hans Broder Ale;
Saadant Venskab var imellem baade,
At de bytted deres hvide Heste,
Og de skifted Vaaben med hinanden.
Ned ad Bjerget red de tvende Brødre,
Og de fulgtes til den mørke Indsø;
Men en lille And i Søen svømmed,
Og af Guld dens Fjedre skinned blanke.
Mujo slap sin rappe Falk mod Anden,
Men Alija slap sin Høg imod den,
Og de fanged Anden ind fra Søen.
Mujo sagde: »Falken har den fanget!«
Men Alija sagde: »»Høgen tog den!««
Og da blev de begge meget vrede;
Ved det grønne Grantræ de sig satte
Og drak liflig Vin og stærk Rakija
Til de begge faldt i Blund ved Træet.
Men da begge to de faldt i Dvale,
Kom tre hvide Piger op af Søen,
Og den ældste talte til de andre:
»Under Træet sover to Junaker,
Vi vil gjøre deres Sjæl forvirret! —«
Og de fløj paa deres lange Vinger,
Og den ene satte sig hos Mujo,
Men de andre satte sig hos Ale,
Og de kyssed Begges røde Kinder,
Indtil Begges røde Kinder brændte.
Op af Blund da sprang de to Junaker,
Og til Ale talte Mujo Ture:
»Gaa nu hastig bort, min Broder Ale,
Der er to, som kysse Dig paa Kinden,
Men mig selv er der kun en, der kysser!« —
Og da blev de begge meget vrede,
Og sin skarpe Kniv tog Mujo Ture,
Og han stak sin Broder Ale med den.
Om i Græsset faldt hans Broder Ale,
Og hans hvide Piger blev til Krager.
Men paa Hesten op sprang Mujo Ture,
Og hans hvide Pige fulgte med ham.
Men Ali ja raabte til sin Broder:
»»Du min Morder, Du min Broder Mujo,
Kom Du hid og tag de sorte Krager,
At de Intet skal i Lejren sige,
Saa Du mister begge dine Øjne.«« —
Og tilbage vendte Mujo Ture,
Og han tog de sorte Krager med sig,
Bort fra Søen red han op ad Bjerget,
Og hans hvide Pige fulgte med ham.
Men da op paa Bjerget han var kommet,
Faldt af Kragerne den ene Vinge.
Og da spurgte Mujo begge Krager:
»Ak, I Krager, ak I sorte Fugle!
Hvordan er det Jer foruden Vinge?« —
Og da svared begge sorte Krager,
Og de talte til ham og de pipped:
»»Saadan er det os foruden Vinge,
Som det er Dig selv foruden Broder.«« —
Til sig sely da talte Mujo Ture:
»Ond er Daaden, Mujo, Du har øvet,
Og det værste Værk det har Du fuldbragt!« —
Men den hvide Pige talte til ham:
»»Græd Du ikke mere, Mujo Ture!
Følg Du med mig til den mørke Indsø:
Mange Urter har min Moder kjendt mig,
Jeg vil læge Dig din Broder Ale.«« —
Og han red med Pigen ned ad Bjerget,
Og de fulgtes til den mørke Indsø,
Men da kun han saa sig lidt tilbage,
Blev den hvide Pige til en Krage.
Mange Taarer græd da Mujo Ture,
Mange Taarer for sin Broder Ale,
Og han drog sin skarpe Kniv af Bæltet,
Og han stak den i sit eget Hjerte.
Oversat fra Serbisk, fra Tschernògbrien (Montenegro).