Janko skoer sin hvide Hest paa Broen;
Hans Veninde seer ham fra sit Vindu,
Og fra Vindvet ud en Blomst hun kaster,
I hans Favn hun kaster den og taler:
»Spænd Dit Bælte fast om Livet, Janko,
At min Blomst skal ikke falde fra Dig,
Og Du selv skal ingen Skade lide,
Naar ad fjerne Veje Du maa ride.
Sidste Nat den værste Drøm jeg drømte,
At din hvide Hest paa’ Vejen snubled,
Saa Du tabte Bæltet ned paa Jorden
Og din Lykke trilled bort i Græsset.« —
Og da svarer Janko sin Veninde,
Og han sidder paa sin Hest og taler:
»»Frygt Du aldrig mere, min Veninde!
Siden dengang Du mig faldt paa Sinde,
Har jeg Lykken lænket ved min Side,
Hvor jeg end skal hen i Verden ride!««
Efter det Serbiske.