Ingen Stjerne staaer over Marken hist,
Men paa Marken hist er der tændt et Baal;
Og en ung Kosak er ved Baalet strakt,
I sin hvide Haand han et Klæde har;
Om sit dybe Saar snoer han Klædet fast.
Og hans sorte Hest ved hans Side staaer,
Og den bøjer sig til sin Herre ned,
Og den taler saa til den raske Ørn:
»Du min raske Ørn, min Befalingsmand!
Sæt Dig op, Kosak, paa min stærke Ryg;
Til din unge Brud gaa vi hjem igjen.« —
— Men den raske Ørn, dens Befalingsmand,
Brister ud i Graad, da han hører det,
Og han taler saa til den sorte Hest:
»»Du min sorte Hest, Du min bedste Ven!
Ene maa Du nu finde Vejen hjem;
I den mørke Nat løb forsigtigt frem,
At en ond Tartar ikke fanger Dig
Og med Pidsk Dig slaaer paa Din smækkre Hals.
Og naar hjem Du naaer til mit Fædreland
Ved den dybe Flod, ved den stille Don,
Gak paa Steppen ud, hvor mit Hus er bygt,
Bank paa Husets Dør med din lette Fod,
Og fortæl, fortæl til min Ungdomsbrud,
At en anden Viv er mig nu valgt ud;
Skarpe Sværd sang op til et Bryllupschor,
Da jeg viet blev til den sorte Jord.««
Efter det Russiske.