Langt inde mellem Fyr og El
er skjult en lille, kredsrund Plads.
Dér pibler frem et Kildevæld
og klukker svagt med Klang af Glas.
Rundtom er Skoven mørk og tæt;
en gammel Gran er blæst omkuld
og ligger langs den aabne Plet
med Roden væltet op af Muld.
Den ligger livløs, brun og tør,
og Kilden dukker nedenom;
til alle Sider tæt som før
staar Skoven tavs og folketom.
Sig rører kun den lille Bæk
af tunge Ranker overgroet,
men selv jeg tror med lønlig Skræk
at se hver Gren, hver Busk beboet.
Den Skov, der staar saa stum og stiv
med hist og her et Træ belyst,
har dulgt en Verden fuld af Liv,
hvis Mylder jeg med Eet har kyst.
Det krøb i Skjul, saa snart jeg kom,
og smutted bort og fik sig gjemt;
nu ligger det og ser sig om,
halvt ondskabsfuldt og halvt forskræmt.
Det kigger frem og stirrer hvast
og rører lumsk sig bag min Ryg
forfulgt af fjendske øjekast
er selv jeg tavs og ikke tryg.