Thor Lange (1851–1915)

Det er ensomt, og sagtelig rindende

strømmer Skumringen ned overalt;

kun i Kimingen vaagent og skinnende

staar en Stjerne, hvor Solkuglen faldt.

Og den Stjerne, hvor Solkuglen dalede,

flammer op, og i Lys mig forbi

gaar et Billed, min Ungdom sig malede

med en daarende Drøms Poesi.

Ak, den Daarskab, hvori jeg mig hildede,

og den Drøm, der var hellere glemt,

har mit Hjerte, det svage, forvildede,

som en Skat i sit Lønkammer gjemt.

Op til de lyse, de drømmende

Stjerner det vinker og drager mig;

tyst i min Graad, i den strømmende,

drukner den Smerte, som nager mig.

Mildt og uendelig fredeligt

vinker mig Stjernernes Herlighed.

Saaret paa Jord uhelbredeligt

flygter til Himlen min Kjærlighed.