Hvor dødstræt Alt ser ud! Hvor Himlens Lød er mat!
paa falmet, graagul Grund staar døsig Maanens Skive.
Med Febergys er fyldt den fugtigtkolde Nat
og dødt det sidste Blad, som Dagen saae i Live.
Kun Bækken nynner svagt igjennem Rusk og Mulm
en Sang om gulnet Græs og visne, vaade Pile.
Kom, Alnaturens Søvn, kom stille, kom og dulm
en gammel søvnløs Sorg, der sukker efter Hvile!