Der sang en fager Fugl, og jeg lyttede derpaa,
— Rid sagte gjennem Lunden, Allerkjæreste min! —
den sang de gode Sange, jeg kunde bedst forstaa.
— Men Dig ser jeg aldrig igjen. —
Det faldt paa mit Hjerte det frydefulde Kvad,
— Rid sagte gjennem Lunden, Allerkjæreste min! —
som Duggen falder sagte paa røde Rosenblad.
— Men Dig ser jeg aldrig igjen. —
Men Fugl og Roser skilles en sildig Stund i Høst,
— Rid sagte gjennem Lunden, Allerkjæreste min! —
min Skat gaar imod Vest, og jeg selv gaar imod Øst.
— Men Dig ser jeg aldrig igjen. —
Jeg selv gaar imod Øst, og min Skat gaar imod Vest;
— Rid sagte gjennem Lunden, Allerkjæreste min! —
for sidste Gang jeg leder ved Tøjlen din Hest.
— Men Dig ser jeg aldrig igjen. —
De store Træer i Lunden tilbage tavse staa;
— Rid sagte gjennem Lunden, Allerkjæreste min! —
de tænke paa den Sommer, der sammen os saae.
— Men Dig ser jeg aldrig igjen. —