Det skumrer; Jord og Himmel i Graat tilsammen flød,
af fugtigt Mørke løfter sig Maanen stor og rød,
det hele Landskab ind i Taage spindes.
Et andet Land jeg skuer, et fjernt, et længst forladt,
og gaadefuldt mig gjækker i den gaadefulde Nat
et Navn, et yndigt Navn, jeg skulde mindes.
Det vaagner; Natten nynner en sagte Melodi,
Cicadens Sang sig blander som Citharspil deri,
og Hjertet banker, Mund og Kinder gløde.
Uroligt er mit Sind, som af stum Forventning spændt,
igjennem Skyggen nærmer sig En, jeg før har kjendt,
og som jeg vidste nok jeg maatte møde.