X. Pannychiden
af Digtet „Johannes af Damascus”
af Digtet „Johannes af Damascus”
Hvo har paa Jord en Glæde smagt
med ingen bitre Taarer blandet?
Hvis bedste Haab er ikke strandet,
og hvem har Livet Lykke bragt?
Hvem har foruden Gavn og Fromme
ej følt sin Kraft forspildt, forødt,
og tidt begrædt, at han var født,
men dog med Skræk set Døden komme?
Forunderlige, vilde Dans
igjennem Verdens Skin og Skygge,
hvor Alt er Blændværk for vor Sans,
og Jorden hul, hvorpaa vi bygge!
En dunkel Skjæbne skrider frem,
og Throner vakle, Fyrster falde; —
o Herre, tag din Tjener hjem
I Lys til Dig blandt Helgen alle!
I Kamp mod Synd og Sorg og Tab
jeg stred, saa vidt min Evne rakte,
til Dødens Haand i Støv mig strakte,
og Graven spærred op sit Gab.
I Kiste lagt med brudte Lemmer,
jeg stum af Gru Jer taler til:
Giv Agt, gjør Bod, hvem ikke vil
fornemme snart, hvad jeg fornemmer.
Med verdsligt Spil og Terningkast
din Salighed Du kan forspilde
og vinde det, hvis Værd for silde
Du først forstaar, naar Boblen brast.
Den Stærkes Slot er bygt paa Grus,
og ingen Jordens Fyrster trygge; —
o Herre, byg din Tjeners Hus
hos Dig, hvor alle Helgen bygge!
Blandt dybe Dynger muldne Ben
hvo skjelner Drot fra Træl og Tigger?
Hvo veed, hvis Sjæl i Pinen ligger,
og hvem for Gud staar frelst og ren?
Hvor triller hen jert Hoveds Smykke,
hvor blev det møgle Sølv og Guld?
Blandt møre Knokler, Støv og Smuld
hvem skiller Nød fra Glans og Lykke?
Det alt er Tomhed, Tant og Svig;
en evig Krans af ædle Stene —
forlener Gud i Himmerig,
alene Gud, kun Gud alene.
Jeg Fyrster saae, som faldt og led
saa tungt, som Faa paa Jord maa lide; —
o Herre, giv din Tjener Fred
hos Dig blandt alle Helgen blide!
Og Du, de Hjælpeløses Haab,
hver ængstet Synders Trøsterinde,
hos hvem jeg bedst kan Tilflugt finde,
Guds hellige Moder, hør mit Raab!
Du faste Værn for alle Svage,
bøj Knæ for Gud, din Søn, til Alt,
hvori jeg snubled, gled og faldt,
er glemt og ladt paa Jord tilbage.
Bøj Knæ, Du Rene, Lilliehvide,
Du Lydefri, bøj Knæ og bed,
at Hver, før Døden slaar ham ned,
maa sørge for sin Sjæl i Tide!
Thi Magt er Dunst og Gjøglespind,
og ingen Fyrste tryg for Fare; —
o Herre, luk din Tjener ind,
til Dig blandt alle Helgen klare!
Nu vandrer jeg den mørke Sti,
som mellem Haab og Tvivl er trukket,
mit Bryst er koldt, mit øje lukket,
og brudt min Stemmes Melodi.
Jeg ser ej Skyer omkring mig glide
af svunget Virak stærk og sød;
jeg hører ej, nu jeg er død,
den tonefulde Pannychide.
Men I, som rundt om Graven staa,
hvis Hjerter varmt af Medynk banke,
opløfter Hjertet, løft jer Tanke
og bed, saa Gud det høre maa:
Engang, naar Dagen bryder frem,
da Verden Du til Dom vil kalde,
i Lys til Dig blandt Helgen alle!