Himlen ulmer svagt i Flammerødt;
bag de dunkle Graner, bag de drømmende,
skjult, hvor Skyggen falder tæt og blødt,
synger Nattergalen højt og strømmende.
Aftenstjernen stirrer stor og blank,
mod den matte Guldgrund sig fortonende;
Naaleskoven dufter; Mørket sank
over Jord, befriende, forsonende.
Hele Dagen har Du tappert stridt,
uden Suk med blege Læber smilende,
græd nu, stakkels Søster, græd nu frit,
tvangløst i din dybe Smerte hvilende!