Dybt i Skumring kølig, violet
drukner Aftenskjæret og forsvinder.
Dunkle Grene blunde tyst og træt,
Stænk af Dug paa Jorden Støvet binder.
Sov, min Skat, sov sødt, min Øjesten,
fold i sorgløs Fred de pletfri Hænder.
Sov, mens Lampens Lue rank og ren
rosenrødt for Herrens Billed brænder.
Du har langt endnu til næste Dag,
Langt endnu til nye, tunge Kampe.
Sov i Skyggen af Guds Velbehag,
Sov i Skjæret af den fromme Lampe!