Mit lys er slukt, min Solskinstid er omme,
mit Hjerte koldt og Hjernen tung som Ler.
En Kvalm af Tanker, farveløse, tomme,
fortumler mig bestandig mer og mer.
O, Gud af Klarhed, lad et Uvejr buldre,
blæs fra min Sjæl det tykke Støvlag bort;
bliv ved en Gang, grib fat i mine Skuldre
og ryst og væk mig, stærke Gud, tag Haardt!
Thi jeg er sløv og Verden sløv derude,
og Du har glemt mig eller er for mild.
Slaa til, saa store, blanke Gnister sprude
for Slaget frem i hellig, frigjort Ild!