Se, som Skygger hen ad Himlen trække
store Flokke Foraarsfugle hjem.
Sneen svandt, og lune Taager dække
Jorden tyndt med vag og hvidlig Em.
I det fri en lille Klokke kalder
andre spæde blomster op ad Muld.
Sagte ned om Birkelunden falder
let som Dunst et Slør af Grønt og Guld.
Fryd, Veninde, dine milde Blikke
ved den lyse, halvt udsprungne Skov,
gaar end snart Du hen, hvor Du har ikke
noget jordisk Foraar mer behov.