Ak, Kosakken ligger fuld i Grøften,
og hans Hest ser til med Graad og Snøften.
Og sin Hals den ned i Grøften strækker
og med Rusk og Ryk sin Ven den vækker:
Vaagn, min Ven, Kosak, det er paa Tide;
kravl nu op igen og lad os ride.
Til Mariana vil vor Vej vi lægge;
hun er god og gavnlig for os begge.
Med at fri til hende har Du biet;
bedst nu straks at faa Dig gift og viet,
at Marina kan med Tugt og Sømme
fodre mig og holde Dig i Tømme.