Vi har næsten ikke sovet inat,
Og Dagen har været saa lang;
Nu har vi os her paa Skamlerne sat,
Fortæl en Historie engang,
Vi veed, Du over hundrede kan!
Mens Faer og Moer gjør Træet i Stand,
Fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa!
Men en, som er lang, at Tiden kan gaae!
Bedstemoder fortæller:
„Hver Juleaften netop nu,
Naar Julegrøden koger,
Da kommer — Peter, hører Du! —
Igjennem Aftnens Taager
Med store Kanestøvler paa
Den gamle Juul til Staden;
Fra Vindvet kan man se ham gaae
Paa Sneen gjennem Gaden.
Et deiligt Juletræ han bær’,
Det største vist i Skoven!
Hans Skjæg naar lige til hans Knæer,
Og paa hans Hat for oven
Et lille Julelys der staaer;
Det straaler, og det skinner
Paa Næsen og de hvide Haar
Og paa hans røde Kinder.
Og Gade op og Gade ned
Sit Træ han om vil bære;
Hvor alle boe, bestemt han veed,
Derpaa kan vis man være!
Ved Husets Dør han stille staaer
Og lytter meget længe;
Han vide maa, før ind han gaaer,
Om der er slemme Drenge.
Og hører han, at Faer er vred,
Imens han Træet tænder,
Han rokker strax ad Trappen ned
Og ud paa Gaden render.
Men hører han, at Faer og Moer
Er glad for deres Drenge,
Imens de pynte Julebord
Og Lys i Træet hænge,
Da leer den gamle Julefaer,
Og ind i Stuen smutter.
Sit Lys fra Hatten ned han ta’er,
Det funkler, og det futter.
Med det han hen til Træet gaaer
Og nikker med det samme;
Strax fra hvert lille Lys der staaer
En klar og deilig Flamme.
See, der, hvor Julen ei gik ind,
Hvor ei han vilde tænde,
Har Lysene et daarligt Skin
Og vil slet ikke brænde;
Men der, hvor Julen har dem tændt,
De blive ved at skinne.
See, derpaa har nu let man kjendt,
Om Julen var derinde!