Siig, om Du kan udgrunde,
Hvad der vel ligne kunde:
Et Træ, hvor alt, som fødes
Af Dødlige, visner hen.
Hvor tidt dets Grene brydes,
Der skyder unge frem igien.
Dets halve Løv omstraaler
Uafbrudt Lys i stoltest Pragt,
Det andet Lys ei taaler,
Og staaer i evig Enkedragt.
Hver gang det blomstrer, sætter
Det nye Ringe, og ved dem
Om alt os underretter,
Og kalder Oldtids Idret frem.
I spæde Bark indpræges
Et Navn saa hastigt og saa let;
Naar tørret den henblæges,
Vil Du forgieves søge det.
Forsøg nu, om Du kan udgrunde,
Hvad dette Træ vel ligne kunde?