Jeg ofte Lukuller seer kiøre
Med glindsende, dandsende Spand;
Men den har vist godt ved at giøre,
Som har Frue Fortuna til Ven.
Hun aldrig har yndet Poeter,
Den blinde prosaiske Hex!
Naar gav hun os blanke Kareter?
Naar lod hun os kiøre med sex?
Dog Digteren aldrig forlanger
At bæres paa gyngende Fiær;
Mon ikke hans vingede Ganger
En Statseqvipage er værd?
See modige Hingster med Topper
Som Skildpadder kravle afsted,
Imedens hans Pegasus hopper
Hist op til Udødelighed.
Tode.
