Fra Barndommens Morgen
Hans Hu stod til Sang
Og bølgende Rhytmer
For Sjælen ham klang,
Han drømte om Skyslotte
Gyldne og blanke,
Der usikkert dæmrende
Steg for hans Tanke.
Og klarere fremtoned
Søjlerne høje,
De dristige Buer
Med Taarne og Fløje,
De blinkende Vindver
Af slebent Krystal,
De sprudlende Vandstraalers
Pladskende Fald.
Højt jubled hans Hjerte:
Den Skat har jeg fundet,
Hvorefter min Længsel,
Mit Haab kun har stundet,
I Verden ej findes
En rigere Drot,
Jeg maned jo Skjønhedens
Evige Slot!
Da kom der et Vindpust,
Og Taagen forsvandt,
Og Slottet sank sammen
Som Blændværk og Tant,
Der stod kun en Hytte
Straatækket og lille —
Men ej for al Verden
Han miste den vilde!