Her sidder jeg ene ved Lampens Skin
Og læser, ja læser mig næsten blind,
Mens Tankerne flagre saa vide!
De flyve af Sted i ustandset Flugt
Til Byen, den kjære, ved Aarhus Bugt,
Hvor jeg var ved Skærsommertide!
Ja, Mindet om Vennens dejlige Hjem
Lysende dukker for Sjælen frem,
Mens Timer i Drømme henglide!
Jeg drømmer i Tanken hin Dag igjen,
Da han mig førte, den kjære Ven,
Til Hjemmet ved Knudris Banke,
Da et „Velkommen” imod mig klang,
Der løste hver en forlegen Tvang,
Som jeg kunde føle ved første Gang
At bryde den fremmede Skranke!
Ja, næppe var aabnet den gjæstfri Dør,
Da var jeg hjemme, som intet Sted før,
Og derfor er det, jeg maa og tør
Dem gjæste igjen i min Tanke!
Ja gjæste paa ny det yndige Hjem
Og mane Skærsommerens Dage frem
Med alle de prægtige Minder;
Thi intet i Livet har slig en Magt,
Som den, der i fælleds Minder blev lagt,
Og intet med saadan velsignet Magt
Hjertet til Hjerte binder.
O, kan De huske hver munter Dag
Med Ture til Skovene, Slag i Slag,
Trods Regn, trods Støv og trods Hede,
Med „Knixeleg” og med „Enkemand”
Og alt det andet, vi fik i Stand,
Og „Rejsen” til „Ørnens Rede”,
Og Keglevirtuosen Louis,
Der med Bravour slog dem „alle ni”,
Og Povl, som „pudlede” mest forbi,
Trods al „Balanceren” og Vrede?
Og Markedsdagenes gyldne Tid,
Som vi benytted med megen klid
Paa Farten, tidlig og silde.
Snart rundt i Karussellen vi fløj,
Snart holdt vi med Sherry og Sukkertøj
Et højst animeret Gilde!
Alt stiger frem for min Sjæl og Sands
Med Længselsjubel i dejlig Giands
Og former sig til en fager Krands
Af lyse, velsignede Minder!
Ja, kunde jeg tolke det dybt og rigt,
Alt, hvad der til Dem mig binder,
Da skrev jeg forvist et prægtig Digt
I Kvæld om Skærsomrens Minder!
Ja, Tankerne dukke saa smilende frem,
Men naar jeg netop vil fange dem
Og fast til Papiret dem binde,
Da smutte de bort under Latter og Spøg
Og skjule sig i Cigarskyens Røg,
Saa jeg kan dem slet ikke finde.
Ak ja, hvor blev saa mit Rimbrev af,
Som jeg saa gjerne til Tak Dem gav,
Der skulde flyve hen over Hav
Til Hjemmet ved Knudris Banke?
Jeg havde drømt det saa stort og smukt:
En Fønixfugl, der i brusende Flugt
Med Jubelsang fløj mod Aarhus Bugt
Paa Vinger, gyldne og blanke. —
Ak, Fønixfuglen jo Forfald fik,
Paa Realitetens Baal den gik,
Men af dens Aske sig svinger kvik
En lille sortvinget Svale;
Den flyver nu, trods Kulde og Slud,
Over til Dem, som min Tankes Bud,
Den har jeg ikkun at sende ud,
Som Tolk for mit Hjertes Tale!
Men er min Tak kun et ringe Ord,
Saa meget for mig der i den dog bor
Af det bedste mit Hjærte gjemmer.
Thi dette Minde om Somrens Lyst
Kvæger min Tanke, og i mit Bryst
De blødeste Strenge det stemmer!
Og, at min Tak Deres Hjerte naar,
At mildt De dømmer og godt forstaar,
Saa grant, saa grant jeg fornemmer!