„Der er skrevet paa Prosa og skrevet paa Vers,
Der er digtet og sunget paa Kryds og paa Tvers,
Der er sunget i Sorg, der er sunget i Lyst,
Hver en Stemning er tolket i Menneskets Bryst,
Der er intet nu mer at besynge, min Ven,
Hold blot op med det Digten og spar paa din Pen!”
Saadan talte med Værdighed Fader dengang,
Da jeg gav ham mit første Forsøg til en Sang —
Lille Fader, dengang jeg dig næppe forstod,
Og jeg turde slet ikke dig sige imod,
Men nu har jeg til Svar faaet Mod og Forstand:
Jeg har digtet som Barn, jeg vil digte som Mand!
Aldrig svigter jeg Barnets velsignede Haab,
Om end Sjælen skal lutres i Trængslernes Daab,
Aldrig svigter jeg Ynglingens dejlige Drøm,
Skjønt jeg sejler paa Livets prosaiske Strøm,
Jeg vil styre min Baad mod Forjættelsens Ø,
Idealerne tro vil jeg leve og dø!
Aldrig smeder jeg Tanken i Lænker og Baand,
Aldrig Livet skal kue min higende Aand,
Aldrig vil jeg berøves min dyreste Skat,
Jeg vil vugges i Drømme ved Dag og ved Nat,
Jeg vil vie mit Liv, jeg vil vie min Kraft
Til at tolke hver jublende Drøm, jeg har haft!
Der er sunget paa Kryds og paa Tvers — det er sandt,
Mangt et Digt næppe kom, før det atter forsvandt!
Lille Fader, men lyder ej Fuglenes Sang
Lige frisk, skjønt du hørte den mangen en Gang,
Lytter ikke hver Morgen dit Øre paany
Lige glad til den kvidrende Sang under Sky!
O, saa skjæld ej den Digter, der hæver sin Røst,
Naar der dog lyder Ekko af den i dit Bryst,
Og naar grant du ser til, vil i Livet du se,
Der er mer Poesi dog end Prosa maaske,
Mangen Mark ligger hen ubenyttet og gold,
Som kan dyrkes og bugne med hundrede Fold!