Snart kommer Vaaren igjen over Lande
Atter skal da grønnes hver spirende Vaand,
Atter de dunkle, de drømmende Vande
Løses vil af Vinterens iskolde Baand!
Sneen, som vide sit Tæppe har lagt,
Solen med varmende Straaler bortvejrer,
Mens der af Lærken og Droslen bli’er bragt
Hymner til Kuldens Besejrer!
Du, som i Tvivl og i Mismod er sænket,
Agt dog vel paa Foraarets varslende Tegn,
Hæv dog din Tanke, om end den er lænket,
Og lad Haabet spire som Græs efter Regn!
Løvspringets Time det er i vort Sind,
Haabet os vinker, og det vil vi følge,
Nu skal vor Baad for en sommerlun Vind
Glide saa let over Bølge!
Haabet maa briste — vi veed det jo alle,
Ak men hvad kan trodse vel Tidernes Magt?
Sent eller tidlig den stærke maa falde,
Døden rammer alt, som til Livet er vakt!
Men er et Fata Morgana vort Haab,
Dejligt er Synet, saalænge det varer,
Bland da din Røst i det jublende Raab
Af de begejstrede Skarer!