Martin Kok (1850–1942)

Nu al Naturen i sin Ungdom troner,

Nu myldrer Skovens Bund med Anemoner.

        Og Droslen slaar sin Trille

        Bag Rosenhækkens Flor,

        Mens Haabet kommer sejlende

        Med Brudelys ombord!

Fejre Haab, skjult i Myrthens Kviste,

Fejre Haab, aldrig skal du briste,

                Fejre Haab!

Ja Somren er nu kommen over Lande,

Og Bølgen luller Havfrusang mod Strande,

        Og hvert et Frø, som vogted

        I Muld sit Sommerhaab,

        Skjød frem i Straalebadet

        Og fanged Livets Haab!

Fejre Haab, skjult i Myrthens Kviste,

Fejre Haab, aldrig skal du briste,

                Fejre Haab!

Ja Haabets Frø, som lagdes sidste Sommer

Er spiret frem med Kjærlighedens Blommer

        I Glædens klare Solskin,

        Velsignelsernes Regn,

        I eders Hjerter skjærmet

        Af Troskabs faste Hegn!

Fejre Haab, skjult i Myrthens Kviste,

Fejre Haab, aldrig skal du briste,

                Fejre Haab!

Saa styr da Snekken ud paa Livets Bølge,

Mens alle gode Ønsker eder følge!

        Lad Haabet altid svinge

        Sit lysegrønne Flag,

        Da mægter ingen Bølge at

        Slaa eders Skib i Vrag!

Fejre Haab, skjult i Myrthens Kviste,

Fejre Haab — lad det aldrig briste,

                Fejre Haab!