Floribella, kan du huske,
Da som Børn vi leged sammen,
Hver en Aften Stævnemøde
Havde vi ved Fiskedammen!
Bliv ej vred, at i din Tanke
Jeg tilbage Mindet kalder —
Vi var Fiskerfolk, og vore
Baade, det var Valdnødskaller!
Dristig ud jeg Baaden styred,
Mens du passed Huset hjemme —
Floribella! hine Dage
Kan jeg aldrig dog forglemme!
Naar fra Fangsten hjem jeg vendte
Hvor var vi da ikke glade,
Frem du satte Aftensmaden,
Stikkelsbær paa Lindeblade!
Dristigt om din Hals jeg lagde
Armen, saae dig ind i Øjet,
Kaldte dig min lille Kone,
Og du smiled „ja” fornøjet!
Ak, hvi tør jeg mer ej lægge
Armen om din Hals, den bløde,
Og paany dig dristig bede
Om et lille Stævnemøde?
Hvorfor er jeg nu saa bange,
Naar vi ses ved Fiskedammen,
Selv min Tale bliver til den
Mest forunderlige Stammen!
Vil du gjætte denne Gaade?
Tale rent ud tør jeg ikke —
Floribella! blot af Skræk for
Dine muntre, skjelmske Blikke!