II. Anemone
(Sonet.)
(Sonet.)
Hvergang under lyse Bøgekroner
Jeg i Skovens svale Tempel gaar,
Hvor den nylig fødte, unge Vaar
Hilses trindt af glade Jubeltoner,
Naar de friske, fagre Anemoner
Blomstertæppet over Bunden slaar,
Medens Fuglen højt i Busken spaar
Om en Ungdomskraft, der evigt troner!
Da til dig min Tanke altid svæver,
Dig min Aand til Ideal har kaaren,
Du til Digterflugt min Længsel hæver,
Du er frisk som Skoven først i Vaaren,
I din Sjæl en evig Skjønhed lever,
Og til evig Ungdom er du baaren!