Som Markens Blomster vikle
Af Jorden spirer frem,
Naar Solstraaler milde
I Vaaren kysser dem,
Som Markens Blomst sit Bæger
Bag Græsset folder ud,
Naar Solstraalen kvæger
Det unge, friske Skud. —
Saa spired af min Tanke
Hvert lille frejdigt Kvad,
En Blomst jeg kunde sanke,
Hvergang min Sjæl var glad;
Ja, hvergang jeg i Livet
Fandt Kjærligheden ret,
Da blev der og mig givet
En Blomst til min Buket!
Naar Spirekraften ulmed,
Men Uvished den bandt,
I Knop og Blomst den svulmed,
Naar Kjærlighed jeg fandt;
Og er end Blomsten ringe,
Er Duften ikkun svag,
En Tak vil den dog bringe
For hver en Glædesdag!