O! var mit skiød een Kachel-Vraa
Naar frøssen Kingo Kommer,
Lychsalig Jeg mig sagde da,
For alle Rosens Blommer
O! var min Kind een Kachelofn
For Kingos kaalde Næsse,
Den Stegtis da til dend blev brun,
Ja giern’ af hende hvæsed.
O! Var Min Barm een Kachel tuud
Mig Kingo Nytte skulde
Sin Lomme-Mad og Hvede-Struud
Der maatte tøe tilfulde.
O! var min Hals et lidet Søm
Ret hart hos Ofnen slagen
Hans hose-baand og Buxe Rem
Det skulle gierne drage.
O! at det Kunde skikke sig,
Jeg blef et fyre-becken,
Det skulle ej fortryde mig
Jeg langs ad Lagnet treked,
Og Varme sette i hver Traa
Hver feer, hver Straa til Bunde
At naar ham Søfnen gik oppaa
Hand om mig drømme kunde
Og sige ved sig Sagtelig:
Du deilig Sommer lille
Naar Jeg eengang faar faufned dig
Sig Vinter vel skal Stille.