Til Adam Oehlenschläger
(Tilegnelsesdigt med min første Digtsamling).
(Tilegnelsesdigt med min første Digtsamling).
Nordens Homeros! Hvad kan jeg Dig sige,
som alt ej Tusind har sagt?
Du, som din Stav over Aandernes Rige
har lig en Troldmand udstrakt.
Prise din Storhed? Den Vise er gammel,
sjungen af Mange før mig —
ak, fast jeg tror, fra jeg sad paa min Skammel,
elsked som Fader jeg Dig!
Saae jeg med Thor Dig til Ragnarok age
vældig mod Afgrundens Orm,
tyktes mig kraftig min Arm til at tage
Himlen og Jorden med Storm;
sang Du om Axel og Valborg, og maled
rørt Du Correggio’s Død,
var det, som Englenes Vinger mig svaled
Kindernes brændende Glød!
Da Du blev født, til din Vugge nedstege
Muserne, smilende hver.
Sophokles, Shakspeare og Ossian, den blege,
svæved usynlig Dig nær;
Malere, Spillemænd, Vismænd og Skjalde
kyssed din Pande og Kind;
derfor dit Prisma fik Glans af dem alle,
dejligt med Syvstjernens Skin.
Fulgt jeg Dig har i det Dybe, det Høje,
fulgt Dig til Kamp og til Leg;
dristig, som Frejer, med spejdende Øje
op paa dit Hlidskjalf jeg steg;
sé, som den dejlige Gerda, da røved
Mus’en mit Hjerte, min Ro;
ikke jeg dvæled, før blomstrende Løvet
favned os Elskende to.
Tilgiv nu, Skjald, at sig Ynglingen nærmer,
ført af Begejstringens Ild.
Kald ham ej Daare, og kald ham ej Sværmer!
Skjænk ham kun venlig et Smil!
Thi af din mægtige himmelske Lue
faldt i hans Sjæl dog en Gnist;
og hvis Du dybt i hans Bryst kan skue,
vilde Du elske ham vist!
Mejslen i Haanden man gav mig og Leret;
ak, det blev dødt for min Haand!
Træerne grønne og Solstraaleskjæret
drog til Naturen min Aand.
Penslen da greb jeg, men kasted den atter.
Nu først forstaar jeg mig selv,
nu mig med svulmende Bølger omfatter
Sangens henrivende Elv!
Tag da, Du Rige, hvad kjærligt jeg byder;
tro mig, jeg véd, det er lidt!
Blomsterne vilde paa Gjærdet dog fryder
mér end de kunstige tidt.
Tag dem til Tak for din Digtersols Straaler:
men for dit Hjertes især,
Du, som det Høje i Sole, Violer
endnu som Barnet har kjær!