Saa ti dog, Hund, med den evige Gjøen!
Hunden:
Ak, ser Du ej Skibet derude paa Søen?
Min Herre, Kaptejnen, har glemt mig iland,
nu maa jeg vel løbe og klage ved Strand.
— Saa løb den og jamred i Nætter og Dage,
den vilde ej Æde og Drikke tage.
Til fremmede Lande gik Skibets Vej;
den fattige Hund man ænsede ej.
Den døde af Kummer og fik sin Grav
i Tangen tæt ved det vaade Hav.
Mig synes, den havde saa vel fortjent
for sin Troskab et hædrende Gravmonument.