Hvad betyder dette Maskespil?
Hvad har Kunstneren ved dette Billed
Tænkt sig? Eventyret, svarer Du;
Eventyret — ja den grimme Maske
Med sin skarpe kantede Profil.
Minder jo om Moder Huldas Aasyn;
Hvo har ei i sine Barndomsdage,
I den lange Vintraftens Skumring,
Fuld af sælsom Bæven troet at see det?
Lig en gammel tandløs Krykkemo’er
Vandrer Eventyret om i Verden
Og fortæller Hver, som kun vil lytte,
Underlige Ting, saa vore Haar
Reise sig af Gru; dog fængsles vi
Midt i Skrækken; thi bag Heremasken,
Bag de grimme, haarde, skarpe Træk
Røber sig det Skjønne som en deilig
Overgiven Pige: det er Feen,
Eventyrets lunefulde Fee,
Det er hende, som Du seer bag Masken.
Tydelig jeg mindes, da jeg sad
Som en liden Pog og grunded paa,
Hvad der blev fortalt mig om den grumme
Barske Trold, og om den vilde Havmand,
Og om Spøgelset, som paa sin Helhest
Red i Luften, medens Lygtemænd
Dandsed lystigt omkring Galgebakken.
Rædsel greb mig; i min Barnesjæl
Vaagned Anelsen om fjendske Magter,
Som i Mørket færdes, og jeg bad
Angst min Moder om at tænde Lys.
Nu er Lyset tændt for mig; mit Indre
Ængstes ei af Mørket som tilforn;
Livet selv, det brogede, nu tykkes
Mig et mægtigt Eventyr, fortalt
Af den gamle Oldemoder: Tid.
Under Masken med de skarpe Træk
Og de dybe Rynker veed jeg, skjuler
Evig Skjønhed sig; hvorhen jeg skuer,
Overalt jeg skimter Guddomstanken,
Reen, uskyldig, som den unge Pige,
Der for Spøg sig hyver styg og gammel,
For at see om og vi store Børn
Mægte at gjenkjende hende. — Ofte
Skuffer os Forklædningen; vort Øie
Seer kun Larven, ikke Sommerfuglen,
Den udødelige Psyche, skjult
I sin hæslige, sin laante Støvdragt.
Alt det Synlige, det som vi kalde
Virkeligt, hvad er det mere vel
End en Maske, en uhyre Maske,
Som med sine haarde grimme Træk
Skræmmer os tilbage! Faa fik Evne
Til at løfte den; men dertil stræber
Kunstneren og Skjalden, dertil stræber
Hver som skue vil det sande Livs
Rige Skjønhed Ansigt tæt til Ansigt.