Til Stranden skylled op et halvfuldendt,
Et herligt Billed, Mesterhaanden værdigt.
Man fandt det; Kunstneren var ubekjendt,
Man priste det og ønskede det færdigt.
I ædle Træk det bar sin Skabers Aand,
Men raat det stod endnu i Marmorblokken.
„Hvo vil fuldende det med Kunstnerhaand?
Udraaber Fyrsten til Beskuerflokken.
Og Mange meldte sig; de glatted hist,
De glatted her i Natter og i Dage;
Og Alle tænkte de saa ganske vist.
Det Billed maatte blive uden Mage.
Den sidste Politur nu Værket fik,
Afsløres skulde det fuldendte Billed.
Igjennem alle Gader Trangslen gik
Til Torvet, hvor det blev til Skue stillet.
Og neppe Sløret man tilside trak,
Før Mængdens blinde Bifald alt var vundet.
— Der stod en pyntet Nikkedukke, ak!
Det mesterlige Anlæg var forsvundet.
Ikkun en Kjender raabte: „Daarer seer,
Nu er jo Billedet et ganske andet!” —
Saa gaaer det! Man udsletter Prægets Værd
Og kalder saa den slebne Dukke dannet.