Kongen og hans glade Skare
drager festligt frem,
hilst af Jubel, Flag og Blomster
fra de tusind Hjem,
Standser kun, hvor Glæden beder:
tag min Hilsen med!
Hver Gang rigere paa Lykke
drager han afsted.
Men med eet i sælsom Tysthed
standser Toget brat —
og det er, som mødes Dagen
med den tavse Nat.
Intet Hurra, ingen Jubel,
ingen Glædes-Daad —
selve Sorgen standser Lykken
med sin bitre Graad.
Det er dem, som maatte blive
— skønt de taprest stred —
paa den anden Side Grænsen
af Retfærdighed.
Det er dem, hvis Liv skal leves
under Fjendetag,
som vil hilse deres Konge
paa hans Glædes-Dag.
Smertens Graad i tavse Øjne,
Sorg i hvert et Blik —
dog den allerbedste Hilsen,
Danmarks Konge fik.
Thi han ved, at slige Hjerter,
slige stærke Sind
gav ham Retten til at drage
i sit Rige ind!
Tog han Glædens dyre Minde
med sig til sin Borg,
i sit Hjerte inderst inde
denne stolte Sorg.