En steg til Glans og Glæde,
saavidt vort Øje ser,
og fik i Lyset Sæde
og ser sig om og lér —
skønt hun forraadte Drømmen
og tit gik Mørkets Bud —
og En gik ned i Strømmen,
men fik dog mest af Gud.
Og hvad er Dyd og Renhed
— hvem kan saa dybt forstaa
naar Uskyld stundom skjuler
en Sjæl, befængt og raa —
Tit føres hjem med Jubel
til Ægteskabets Fryd
de kummerlige Rester
af snildt bevaret Dyd.
Ja, det er sært at vide,
men det er Livets Lov,
at vi kan finde Renhed
et Sted bag Sø og Skov,
i Ensomhed og Stolthed,
forsagende og bly —
men ogsaa skjult i Mørket
dybt i den store By —