Men Rosa aner dunkelt
alt det, hun ikke véd,
og føler for sin Fader
en Slags Medlidenhed,
Sky for den grove Verden,
de andre lever i,
besmykker hun sin egen
med Drøm og Fantasi.
Og mangen Aften gaar hun,
naar alle gik i Seng,
helt ud, hvor Vejen ender
i Kløvermark og Eng;
hun spejder ind mod Byen
som mod en fremmed Kyst,
mens vage Længsler hæver
det unge, spæde Bryst.
De side Enge damper,
til Ro faldt Vejens Støv,
de lave Stuers Lamper
er tændt bag dunkelt Løv;
saa slukkes de mod Natten
bort under Vejens Trær
henglider gyldne Buer
af hastigt Lygteskær.
Og fjernt bag Landevejen
ad skjulte Skinnespor
en Natexpres sin Række
af lyse Ruder snor;
det hamrende Spektakkel
knapt Rosas Øre naar —
fra Fyret staar en Fakkel
udslaget Flammehaar.
I dunkel, natlig Uro,
med dæmpet Aandedræt,
staar Poplerne og hvisker
snart højt, snart mat og træt;
en Flagstangsline klaprer
et Sted for Nattens Vind
som Vejen var en Sejler
der stod i Mørket ind.
Hvad sker der mon, derinde,
af skønne Eventyr
i Byen, der gir Genskin
op under Himlens Skyer —?
Hun glemmer, at hun fryser,
og længe Rosa staar
med Blæsten om sin Skulder
og Duggen i sit Haar.