Ved Deres Majestæts særdeles Naade
Hvad jeg begiærte for at løse den;
Jeg vandt en Ven
I Baggesen.
Men, Deres Majestæt! — Hvad bliver vel min Løn,
Naar jeg udvikler denne Deres Søn,
Der forekommer mig indviklet i
”En gaadelig Biographie,”
Som De kan læse, høie Rex,
I Skilderiets Nr. Sexti Sex.
Har jeg ham løst, og stilled for dem frem,
Hvad faaer jeg da for Baggesen?
”Af Kongeslægt han er?” — O, ja!
Man veed jo, De er hans, som hver en Skialds Papa —
”Et gyldent Skiold!” — Hans Arm alt stak deri,
Da han vandt Prisen i sin Ungdoms Poesie.
Men den Tid var det noget andet:
I Digter-Riget, som hos os i Landet
Var nok af Guld —
Han Kobber-Skiold tog paa,
Da Guld i Riget der, som her, man meer ei saae;
Han eene kunde jo med Guld-Skiold ikke vandre,
Og greb til Kobbrets for — at ligne Andre:
Lad gaae! — Men hvor jeg godt det Guld-Skiold kunde lide!
Og, hvor jeg græd, da det blev lagt til Side!
Ja! naar til Stads hans Arm endnu det fører,
Min hele Siæl din Søn tilhører.
Befal ham, høie Herre bold,
At stedse bære gyldent Skiold!
Vel sandt, bag Kobber-Skiold han godt kan fægte:
Han kiæmped nys en Dyst, og den var ægte,
Mod Vali Magni, der, af Jætte-Kuld,
Let kunde sammenhamre det af Guld.
Men Kobberets dog tidt ham bragte megen Nød —
Han bar det første Gang, og — slog sin Broder død,
(Poetisk talt,
Thi Legemligt var alt for galt)
Den aandelige Morder dog
Som Flygtning ud fra Danmark drog.
Det Land, han søgte Tilflugt i,
Staaer ei i Sommerfeldts Geographie,
(Som jeg har lært) thi kan jeg her kun giætte:
Men feiler jeg ei, Paphos blir det rette;
Thi Dronningen, (det staaer i Skilderiet)
”Slemt koketterede med Flygt-Geniet,”
Og Deres Søn var alt for kold og Dansk,
Mens hun var fræk, og sansculottisk Fransk.
Nok — kort og godt — han maatte pakke sammen
For ei at brændes op i Flammen.
For Resten veed man, af Mythologie,
Mars plager sig med Jalousie,
Og han er dum. — Dem, høie Herre!
Behøver jeg vel ei at lære,
Dum Jalousie
Har gvalt saa mangent et Genie. —
Desværre! her et Sted i Norden boe —
Mars sendte ham til denne Herre
Med en Epistel, lydende som saa:
”Herr Svigerfader vil saa gunstig være
At lade Bringeren et knækket Halsbeen faae!”
Det kom til Duelleren ved en Pøl,
Hvori der var et hæsligt Søl;
Duellen Deres Søn og Jupiter, hiin vaade,
Kom begge, noget nær, til liden Baade;
Thi aldrig fægted blev med større Vold —
Da reddede hans Liv det Kobber-Skiold;
Dog gled hans Fod, og, som De let kan tænke,
Saa nær en Pøl — han maatte lidt sig stænke,
O! Deres Majestæt! hvi vinkte De ham ei
Med strænge Faderblik fra denne Vei?
Forbyd ham dog, at aldrig fægte mere,
Hvor Slag en Pøl saa nær han maae levere.
Der fødtes af Medusas Blod
En Hest, den letteste paa Fod,
Med hvide store Svane-Vinger;
Paa den i Hast sig Deres Søn opsvinger,
Og — Hurre hop!
Det gik i hvirvlende Galop
Til Kamp mod vilden Phantasie,
Som havde stiftet Oprør i
En Dronnings Rige, der Fornuft sig kalder,
Og som, trods hendes Verdners Alder,
Er evig kiøn,
Og varmt tilbedt af Deres Søn.
Hos Dronningen stod Phantasus i Sold,
(Hun følte, selv hun stundom var lidt kold)
Og, naar paa Pegasus hun saaes at ride,
Sad Ynglingen ved hendes Side;
Men Damen holdt med sikker Haand
Den unge Galning i et Baand,
Der overlod sig gierne reent til Drømmen —
Dog Baandet brast! — og Phantasus, saa vild,
Saa stærk, og ung og smuk, greb Tømmen,
Fløi rundt, og heriede med Blæst og Ild —
Hans muntre Væsen kunde let bedaare,
Og — ak! mig rinder ned paa Kind derved en Taare —
Hans Vildskab rev hist i Germanien
Og her i Dan alt mangen Digter hen.
O høie Dagens Gud! — Din Søn end mod ham kiæmper!
Byd, at han seirende hans Vildhed dæmper!
Lad ham gienvinde Dan og Bragis Hald
Hver høi og stor, men, ak — henreven Skiald!
Og, naar i Kampens Harm han bringes til at gløde,
Lad med sit Guldskiold ham hvert fiendtligt Hug afbøde!
Hans Piil Du dyppe selv i Solens Ild,
At den velsignende, som Du, saa varm og mild
Maae glide lægende i Barmen han maa saare!
Han sende den med Kraft, og dugge den med Taare!
Da skal han for Dit Dan gienvinde Sprog og Aand,
Som løses op i Dunst, naar løses alle Baand!
Thalias Tempel da skal Sæders Tempel være,
Hvor Moder Datteren tør bringe hen i Lære;
Hvor, som for Elsker sin, skal græde unge Møe,
Naar Sorgens Muse byder Helten døe.
Den hellige Fornuft gienvinde skal sin Krone,
Og lænke Phantasus for stedse til sin Trone;
I hendes Rige skal ei meere være Strid:
Og komme skal igien i Digt den gyldne Tid.
(Dog, mens for Deres Søn jeg vover her, at tigge
Jeg glemmer, at endnu jeg lod ham indsvøbt ligge,
I Gaaden nemlig, (thi hvad hans Person angaaer,
De veed han for sin Fiende staaer) —
Han sig af Hærens Tal just ikke skrække lod,
Og stedse, hvor han gad, endnu som Seirer stod —
Jeg siger: ”hvor han gad, thi hver en Fiende
Er just ei værd at rendes overende) —
De Damer, sig saa medynksløse tee
Mod hvert et Han-Kræ, de faae see,
Maae, hvor det gaaer, vel Amazoner være;
Af dem vi have nok, det veed vor Herre!
Og alle Mænd der under Tøffel staae,
Det med den største Herre sande maae;
Men, da med Damer ingensinde
Paa Jorden her (det jeg kan minde)
Han havde Strid, jeg slutter, at
Her menes hine tre, der i tartarisk Nat
Paa Mester Orpheus selv i Førstningen tog fat,
Og som maaskee min Helt og voldte Nød,
Da han var død,
Man ei ham plage, nu han er paa nye gienfød.
At han omsider ægtevie sig lod
Til en Prindsesse selv — af Konge-Blod,
Er ganske vist. Han ægtede Danfane,
Og svor, ved hendes Haand at vandre tro sin Bane,
Til Dødens Engel atter kom
Og bragte ham for Rhedamantus’s Dom.
End vil jeg underdanigst eet andrage;
Naar Deres Majestæt lidt seer Dem om
I Deres egen Oldtids Sage,
De finder, at der var engang en Fyr,
Hvis Eventyr
Til denne Deres Søns var Mage:
Bellerophon
Hed den Person.
Men Deres Majestæt vil ogsaa finde,
Man reiste gierne slige Folk et Minde
Ved deres Død,
Skiøndt levende de mangled ofte Brød.
Paa Stabel, hist i Bretland kneiste
Det Minde, man for hiin Bellerophon opreiste,
(Og denne Deres Søn, naar han engang er død,
Faaer ganske sikkert et i Danmarks Skiød)
Det løb fra Stablen ud, fik høie Toppe,
Og saaes paa Bølgen ganske muntert hoppe,
(Trods alle Puf og alle Stød
Af Nereider
I begge Ribbefaste Sider)
Fra Syd til Nord.
Her (skiøndt paa Jord)
Vandsmagens Nereiders vaade Puf
Udpressed og af Deres Søn mangt: Uf!
Men da hans Sider og heel ribbefaste vare,
Med Puffene, for ham, der og var ingen Fare.
I Gallien tog hint i Varetægt
En Mand, som engang holdt Europas Vægt,
Da den fordømte vilde Phantasie
Souffleerte ham, og saa var det forbi. —
Det bragte ham til Sankt Helene,
Hvor han nu staaer i ondt Humør, allene,
Og bander den Bedrager vild,
Hvis Pust han tog for Guddoms Ild.
Vor Helt maaskee lidt før til Poenitentse bringer
Den Løve, som paa Phantastens Vinger
I Smagens Rige tumler grumt omkring,
Og kiører med Fornuft og Sprog i Ring.
O bringer han til Roe, trods Furien Megære,
Her i sin Kamp imod Parnassets ny Chimære,
Den vilde Smags Napoleon,
Saa staaer han, høie Phøbus, for din Naade,
Som jeg har løst ham af sin Gaade:
En igienfød Bellerophon.