Gaaden
Fierde Forsøg til en Opløsning af Priisopgaven:
Fierde Forsøg til en Opløsning af Priisopgaven:
Det evige Sindbillede.
Det evige Sindbillede.
En Qvinde skiælvende for Danmarks Digter triner:
Ræk venlig Haand den Møe, som vakler paa sin Fod!
Hun praler ei med Kløgt; med blye beskedne Miner,
Og varsom løser hun Din høie Gaades Rod.
Sanscrit, Metaphysik og Paaskøes Fieldfigurer,
Tschilminars Rune-Skrift, og Moses Hvile-Sted,
Vor Sølvmynts Smuthul, ak! og Dagens Conjuncturer
Bør Qvinden, som Du veed, sig ei afgive med.
Men alt hvad der er smukt, var det end nok saa broget,
Derfor har Qvinden Sands, naar hun ei reent er Gaas:
Din Gaade, skiønt saa mørk som Ragnarokur-Sproget,
Til Gransken ægget har en Møe paa Hallingsaas.
At handle reent omsonst var tidt tilforn min Maade;
Men moden Alder nu har giort mig mere viis.
O Digter! kunde jeg Din Gaades Dybde raade,
Jeg vilde vinde mig en høi, en ædel Priis —
En Priis, der sandelig, saavidt jeg troer og skiønner,
Er for den Følende meer vigtig og meer kier,
End Summen, hvormed Du Din Gaades Løser lønner;
Din Agt! — det er den Løn hvorfor jeg kiemper her.
Ha! — tør jeg følge dig, du Snillets kiække Vinken?
Mon daarligt Selvbedrag ei vil mislede mig?
Fornuftens klare Skin, ei Viddets snelle Blinken,
Min Aand, det er det Lys som her maae lede dig!
Men Tanken svimler alt for det, som var og bliver;
Det store Grundtræk i hver tænkelig Gestalt —
Og medens svage Haand den runde Cirkel skriver
Forbauses Aanden for dens Tankes: Eet og Alt.
Før Verden denne var, hvad heller man ved samme
Men Livets Moder, og dets aldrig golde Amme,
Det er det Lys deri, som var, og ei forgaaer.
Hist i Ægyptens Land staaer Isis, som Gudinde,
Hos hint det ældste Folk, som noget vides om —
Hvad Under man saae meer end ganske simpel Qvinde
Hos Jovis elskte Brud i Grækenland og Rom?
Det er bekiendt, saavidt jeg veed, paa halve Jorden,
At Juno havde ei den troeste Gemal:
Man ham til Mynster tog i Syden, som i Norden:
Nu løber, siger man, hver Ægtemand lidt gal.
Dog Jovis Elskovs-Tant ei Møens Digt kan zire,
Og — da jeg uden sligt vel vinde skal min Løn —
Jeg løber det forbi, som Ïo løb paa Fire;
Kun, at jeg ei, som hun, maae ligge der en kiøn!
Hun kort og fyndig skrev de fordums Elegier
I det nuværende Nordvestlige Tyrkie;
Men at just hendes Navn er Danskes Jo og Tier,
Det er heel underligt, skiønt just ei Hexerie.
Det I, det O, hun der saa mystisk skrev i Sandet,
Betegne Ja, og Nei, og Ti-Tal paa en Prik;
Men i Osiris Haand de sige meget andet:
Din Gaade selv! (Min Sphinx, du gi’er et venligt Nik!)
I gamle Grækenland blev Ti med Deka skrevet,
Guds Lov, og X for U er’ begge dyrket blevet,
Hist i Arabien, og her paa Christianshavn.
Men havde Ïo X for Danske Ti-Tal skrevet,
Hvor blev da Navnet af? — dets Karakteristik
Var for Herr Inachus en evig Gaade blevet —
Ak! alt for sildig dog han det at vide fik.
Det passer saare vel til det, jeg har i Tanker,
At dybe Taushed er dets Guddoms store Bud.
Ti! raaber alt til dig, hvor du paa Jorden vanker;
I China Tien selv er Navn paa Guders Gud.
Vel løber Tiet om i to bekiendte Dragter,
I Kobber, og paa Tryk, og i hver Skriverbog.
Med Fingeren paa Mund staaer Isis, og de Fagter
Betyde: Tie, og skiælv, og skiul Dig i Din Krog!
Af tvende sammensat er Tiets tvende Masker,
Dets to Vocaler sees i Frøken Ïo’s Navn;
Men i een Stavelse hun dem tilsammenjasker
Naar Frøknen siger Jo i Kongens Kiøbenhavn.
Tillad mignu et Spring! — jeg løser dog Din Gaade —
Men Skiemten er ei det hvortil jeg haver Hu;
Du, som Satyrikus kom ofte selv i Vaade —
Gik jeg den spidse Vei, saa rev man mig itu.
At Ieg har fatted dig, din Gaades Alvor Vidde,
Det, som jeg haaber, skal Du trods mit Spring forstaae;
Ei gaaer jeg Trin for Trin, o Digter, ved din Side;
Men stadig vil jeg ved Din tændte Fakkel gaae.
Søg Tallet for det X, i Cirkelen du finder,
Og stig med Newtons Aand til største Dignitet!
Addeer den Virke-Kraft, som alt det Skabte binder!
Og subtraheer et Gran fra hvirvlende Planet!
Laan Herschels Teleskop, og see med væbnet Øie
Hvad dit for svage Syn ei nøgent kunde naae!
Multipliceer igien de tusind Kloder høie,
Som bag det laante Blik endnu tilbage laae;
Og divideer Dig selv med hine Millioner!
Og naar Du taber Dig i Sphærers Jubelklang,
Saa føl, du lille Punkt imellem Orioner,
At intet er æqval det X, de for dig sang.
Hist i Osiris Haand den Skiulte Cirklen skriver:
Tyd, om du kan, hvad den indslutter i sin Ring!
Tyd Evighed! tyd Ham som var, som er, og bliver!
Tyd Intets tomme Rum! Tyd Tid, og Kraft, og Ting!
Tyd! Isis for dig staaer; paa Munden Fingren hviler:
„Ti! vil hun sige dig, tilbed, og knæl, og ti!
Skiøndt Himlens Cherub mod den Skiultes Cirkel smiler,
Saa tyder han den ei, han taber sig deri!“
Hist paa Morias Bierg, i brændende Gestalter,
Den staaer for Abraham i Troens Offer Lyn;
Da ryger Dyrets Blod paa Helligdommens Alter;
Thi Abram misforstod i første Blik sit Syn.
Paa Golgatha det staaer med Døden under Foden,
Freds-Fyrsten, pegende til Evighedens Lys;
Og Slangens Hoved-knuust ei mere skrækker Kloden;
Og Dødens aabne Port nu skues uden Gys.
Uendelighed! — Dig kan intet Billed male!
Kun hvad du synes, sees i Sprogets Malerie;
Dit virkelige Navn kan ingen Tunge tale,
Dets Ekko lyder selv i Himles Himle: Ti!
O Skjald! Og naar Du nu et Ekko faaer at høre
Af hvad Du tonede med Sprog-Philosophie —
Naar Ord-Opløsningen nu lyder for Dit Øre,
Din egen Gaade til Dit Jeg dog raader: Ti!
Femfoldigt lille Ord! du havde i dit Eie
Hver Maske, Halvpart, Deel; du havde overfuld
Dig selv. Mærk Baggesen! jeg vidste grant at veie
Hvert Ord i dine Vers, og hvert et Ord var Guld.
Naturens, Verdens, Alts, og Menneskets Symbol;
Og for den Vises Aand, der grundig eftertænker,
Af Himlens Herre selv, og ikke blot hans Stol.
Det Ord, som nævne kan, hvad intet Skabt kan raade,
Det Ord, Du selv som Sum af al din Grandskning fandt,
Det Ord jeg nævner Dig: det lille Ord er „Gaade!“
Sig mig, du Danmarks Skjald, om jeg ei Prisen vandt?
J. M. Jessen.