Om Perlerader vare Strenge
Paa min tonende Gige
Og en Maanestraale Buen
Der lod Tonerne klare fremstige,
Glemmer jeg dog aldrig, hvad der klang
I mit Hjerte, den Gang
Første Gang af alle Ordets Engel
Svæved mig forbi i Morgenrøden. —
Glødende faldt Lyset over Lok og Vinge,
Og det spejled sig blankt i hans blanke Klinge;
Morgenvinden suste i hans Dragt,
Blottede hans Lemmers marmorhvide Pragt.
De er skjønne, Ordets Engle,
Og til Kampen altid rede.
Derfor bærer ogsaa Sværd de
I en gylden, slangesiret Skede ...
1874?