En Aften havde jeg ude hos M . . . . . . . . s hørt en Historie om en Mand, der efter at have hørt et Musikstykke om Elverpiger var gaaet hjem gjennem en Skov og her pludselig havde hørt alle de vilde Toner klinge igjen og set Skovpigernes Dans og Dagen derpaa var bleven funden besvimet ude i Skoven. — En anden Aften, i Foraaret 1866, henimod 2, gik jeg gjennem Lykkesholms Allé til Harsdorfsvej, hvor jeg boede (Nr. 5). Der duftede stærkt af Lønblomster (Acer) og nys udsprungne Balsampopler, hvilket i Forbindelse med Maanens underlige Belysning vakte en vis bakkantisk Stemning hos mig, i hvilken Fortællingen om Skovdansen gik op for mig i «Aand og Sandhed». Det skulde blive en Romance. — Det blev dog anderledes. — Romancen vilde ikke lykkes, fordi Forudsætningerne syntes mig saa indholdsrige, at jeg ikke vilde udelade dem, og de egnede sig nu ikke for Romanceformen. Saa blev da den Form, i hvilken Digtningen foreligger, valgt. Hele mit eget Drømmeliv skulde lægges deri i alle dets Nuancer, med al dets Fryd og Smerte. Saaledes stod det i 66 eller Begyndelsen af 67. Først hed det «Sigurd Sanger» og laa i Middelalderen, nu ligger det i Nutiden . . . eller Maanen.
Avgust 1868.
Bedste Erik!
Du har læst min «Hervert» og vil nu høre, hvad jeg selv har ment med den og hvorledes jeg er fornøjet med den og Kritikens Omtale af den. Her en Kritik af den:
Hervert Sperring.
Lyrisk Digtning af J. P. Jacobsen.
Bedømt af Jens Peter Jacobsen.
Denne lille Bog vidner i det mindste om Talent, nogle Enkeltheder maaske endog om mere . . . Gangen i den er følgende: en digterisk begavet Yngling, indført i Poesien ved sin Moder, kan ikke finde sig tilfreds i Livet og flyr derfor til Drømmeriet; Drømmene faa Overhaand og drage ham ned mod Sanselighed; da ser han en ung Kvinde, skjøn som Psyke, det er et Maal at kæmpe for. Hun bliver hans, men han føler snart, at det tomme Drømmeliv ikke undlader at hævne sig; han har ikke Livsindhold til at vedligeholde Kjærlighed hos en anden, vel hos sig selv. Kjærligheden giver ham Kraft til at drage bort fra hende for at søge at vinde et Livsindhold. Han kommer tilbage. Hun er en andens. Han styrter sig ind i Nydelser, kan ikke overdøve sig selv, bringes Vanvidsgrænsen nær. En Sommernat, — hans Fantasi, gamle Minder og hans sygelige Tilstand sammensværge sig imod ham, de gamle glemte Drømme stige op af Graven og tage ham med sig derned. Alt dette er paa Døden nær sagt i lyriske Digte, men det er fejl, disse lyriske Digte gjøre undertiden Indtryk af at være Monologer.1
[Herefter følger en kort Kritik af hvert enkelt Digt i Samlingen. Ved Flertallet af de her optagne Digte er denne, Jakobsens egen Kritik tilføjet. Udg.]
