Se, der var en Gang en Konge,
Mangen Skat han kaldte sin,
Navnet paa den allerbedste
Vidste hver var Irmelin,
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der var dejligt.
Alle Ridderhjelme spejled
Hendes Farvers muntre Pragt,
Og med alle Rim og Rytmer
Havde Navnet sluttet Pagt:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der var dejligt.
Hele store Bejlerflokke
Der til Kongens Gaarde fór,
Bejlede med ømme Lader
Og med blomsterfagre Ord:
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der er dejligt!
Men Prinsessen jog dem fra sig
(Hjærtet var saa koldt som Staal),
Lastede den enes Holdning,
Vrænged ad den andens Maal.
Irmelin Rose,
Irmelin Sol,
Irmelin alt, hvad der er dejligt.
1875? (En Del af Digtet dog vist fra 69.)
