J.P. Jacobsen (1847–85)

    Forgangen Aar, da vi levede i Krigen mellem Frankrig og Tyskland, traf det sig saaledes, at jeg kom til opholde mig en Maanedstid paa den lille Ø Anholt.

    Det var vel otte Dage eller saa efter Krigens Begyndelse, at jeg en Middagsstund stod i den lille Smøge, der har Anholt-Kirke paa den ene Side og Plankeværket af en Have paa den anden. Inde i Haven stod der en Anholter-Kone, og med hende talte jeg. Jeg mindes det altsammen saa tydeligt, at saasnart mine Tanker falde derpaa, ser jeg Kirkens røde Brandstige og de blaa Klokkeblomster paa Kirkegaardsdiget; den lumre Sommerluft og den stærke tunge Duft af store Nælder mærker jeg i det samme, og jeg hører, hvad jeg den Gang hørte.

    Vi havde talt om Steffen Storm, der var i Lejren ved Hald, om hvor sørgeligt det var, at han skulde være der i saadanne urolige Tider, og om at det var den eneste nulevende Anholter, jeg ikke havde set. Vi talte om, at alle Øens Folk vare i Slægt med hverandre, og om at alle Husene laa samlede Side om Side: derfor mente jeg nu, at Beboerne maatte se hinanden Snese Gange om Dagen, og saa fortalte hun, at hun ikke i de sidste fem Aar havde sat sin Fod i Vester-Enden af Byen. Saa var det, at en underlig dump Lyd kom og rystede Luften inde i Smøgen, og inden jeg havde forstaaet, hvad det var, kom den igjen. Det var et fjernt Kanonskud — det var Krigen, det var den franske Flaade, der var under Opsejling, saaledes fortsatte mine Tanker. Lyden blev ved, og mit Haab slog Søslag, skummede fremad med franske Eskadrer og strøg tyske Flag, saa jeg hørte kun svagt, ligesom noget borte, og maaske hun ogsaa var gaaet, Konen raabe: «Aa Gud bevare vel Steffen Storm!»

    En enlig Ko brølede af Længsel efter Stalden, blev hentet hjem og tav. Et Barn stod i en af Dørene og græd; saa blev Døren lukket, Barnet græd derinde, og saa tav ogsaa det. «Aa Gud bevare vel Steffen Storm!»

    Hvilket underligt Folk, som kan leve hele deres Liv her, som kun kan leve her. Folk, for hvem den øvrige Verdens Færd, Kampe og Omskiftelser er fjærne, taagede og farveløse som Drømme fra ifjor. Et hundrede Mennesker, hvis Tilværelse er saaledes slynget, knyttet, vævet sammen, at Døden vel kan bringe Sorg, men ikke Forglemmelse: thi den, der døde for syv Aar siden, omtales næsten, som om han leved igaar, og hans Enke kommer hver Søndag sørgeklædt til Kirke, lige til sit Livs Ende, og naar Velsignelsen lyses over Menigheden, da maa hun ikke rejse sig op, thi Lyset fra Guds Ansigt tør ikke falde fuldt paa hende, for saa stor Glæde tør ikke komme til hende, hvis Ægtefælle er taget bort.

    Jeg husker, hvor jeg længtes den Aften efter rigtig at forstaa et af disse Mennesker, efter et Øjeblik at tænke med deres Hjerner, føle med deres Hjerter og sanse med deres Sanser: det vilde være mere nyt, end den nye Verden var det for Kolumbus.

    Den samme var min Stemning og de samme mine Tanker, da jeg i Sommer stod paa Dæmningerne ud for Eppenvørden....Der laa Ditmarskerlandet med sin blaagrønne Marsk og sin fedtede Gest, der laa Havet, Ditmarskens Skaber, Ernærer og Fjende, det Hav, om hvilket de tænkte, som Job talte om Jehova: Havet gav, Havet tog, Havets Navn være lovet. — — —