Jylland. Det var Aaret efter i Septembermaaned paa Kanstrup Marked, Tamperdag. Midnat var forbi. Der skulde igen være Marked den næste Dag, derfor stode Teltene endnu. Inde i Rasmus Kryles Telt var der endnu Folk oven Senge. Lys skinnede igennem Sejlduget, og Skygger bevægede sig henover det. Over lange, tomme Borde og Bænke af umalet Fyrretræ drev det med Kvalm af Posetobak, Øl og vaadt Vadmel. I den ene Ende var der en Opstilling af brune Markedskasser, tomme Ankere, ludende Tønder og fidtet Stentøj. Bag ved det laa Kryles Kone og Piger og sov i et Urede af Dyner og Halm. En Staldlygte kastede sit blavrende Lys over deres trætte Ansigter. Ved et Bord i den anden Ende sad Mogens og et mørkt Fruentimmer i falmet Rødt og luvslidt Fløjl. Mogens var bleg og mager, der var kommet noget Haardt i den Maade, paa hvilken han bevægede sit Hoved, og der var ligesom noget grusomt ved hans Mund. Ligeoverfor sad en lille, trivelig, korthalset Bonde med et rødbrunt, skægløst Ansigt; han havde mistet sin Hue og havde bundet et stort blaarudret Lommetørklæde over Hovedet. Det var Jens Svingbjerg; Per Styrløs sad ved Siden af ham i Pjækkert og blank Kasket, havde lang, bar Hals, en stor, læbeløs Mund, for lang Næse, og smaa Øjne uden Bryn. I Ørene havde han store, glimtende Guldringe. Ved Teltets Udgang sad en lurvet Fyr paa et Ølanker og sov, det var Fruentimmerets Mand. Kryle gik til og fra i store Sivsko, blev borte i Mørket for at se til en Keddel, der sang og smaakogte, og dukkede frem for at pudse Lysene og nippe af et Glas, der stod paa Bordenden. Ingen sagde Noget, der var ganske stille. Langt borte galede en Hane.
Jens sang pludselig op med skingrende Stemme:
«Naar Dagen den kommer,
Jeg Kongen skal tjene
Og bære Musketten saa tung,
Saa vil jeg . . . . .»
«Hold Mund, Jens, og se efter, om der er spændt for!»
Da Mogens havde sagt dette, greb han et Glas og kastede Indholdet over Manden paa Ølankeret:
«Vaagn op, Bajads!» raabte han, «og tag Martha med sig!»
Manden fór op, saa’ sig forstyrret om, sank ned paa sin Plads igen og sov videre.
«Giv ham Glasset i Stjærnen, saa vaagner han nok», foreslog Per Styrløs.
Mogens rystede uvilligt paa Hovedet.
«Saadan en Tamp!» indvendte Per, «han kan taale som syv Satan og tre Prangere.»
Martha havde siddet og sét forskende paa Mogens, hun lagde sin brune Haand paa hans Nakke, bøjede sit Ansigt henunder hans og sagde med fremmed Akcent, hvinende og vredt: «Jeg gaar ikke med Naudin, nej, nej, nej!»
«Rør mig ikke, Kvind!» raabte Mogens og slyngede hendes Arm fra sig, saa Haanden slog ned mod Bordet.
Martha blev ligbleg og hendes store sorte Øjne funklede, hendes Træk blev ligesom skærpede og Underlæben sank ved Mundvigene; med en skingrende Krampelatter lod hun sig synke ned under Bordet og blev liggende hulkende ved Mogens’ Fødder.
Jens hørtes synge udenfor:
«En Aften, jeg gik min sædvanlige Gang,
Jeg hørte en Pige saa sørgelig sang . . .»
Han kom ind syngende; men da han saa’, hvad der var paa Færde, tav han pludselig og listede sig stille hen paa sin Plads. Mogens saa’ spørgende over paa ham. Han nikkede.
«Rasmus, mer Punsch!» raabte Mogens, tog en Flaske og strøg med den ganske roligt Stykke efter Stykke af hvad der stod paa Bordet ned paa Jorden: «og du, Martha, sæt du dig op og vær rimelig!»
Der blev sat store Glas frem med rygende Punsch. Per bøjede sig ned under Bordet og hviskede: «Kom nu op og tag sig en Hiddengut, hun kan jo nok skønne, at han er galt vendt i Nat, hun plejer jo ellers at være saa glat og fornuftig.»
Martha dukkede op og satte sig. Mogens klappede hende paa Ryggen; og Jens trommede af Lystighed paa Bordet.
«Naa, Jens!» raabte Per, «fortæl nu op om de Skræm Musikanter og de Kanstrup Orner!»
«Nej!» sagde Jens, «lad Rasmus fortælle om Probenreuteren, der solgte ham Brændevinsbevilling.»
«Kunde Per ikke hellere fortælle om den Gang, han friede i Mørke og blev viet ved Lys?» spurgte Rasmus forsigtigt.
«Nej!» raabte Per, «Fanden med alle Fruentimmere og Gud lade dem ikke længer leve end der er Stads ved dem. Skaal, Jens! syng op! har du glemt Klemme Neffes Vals? Neffe, neffe, nef, nef, nef. Øh, Ko! kan du blive opdinket!»
Men Jens var allerede kommen for langt med Punschen og om i sit triste Hjørne og begyndte at synge med brægende Stemme, medens Taarerne løb ham ned ad Kinden:
«Ak Verden! ak Verden! din Modgang er stor
Og alting er klædt udi sørgelige Flor.
Jeg elsked mig en Pige udi Rendsborgstad,
Da var jeg Soldat og da var jeg glad.»
Per ruskede ham for at faa ham munter. Det hjalp. Jens blev ellevild af Glæde og gav sig til at danse Menuet for dem, med pludselige Afbrydelser af Hamborger-Skotsk. Per hujede en Opsang dertil, Martha stod op paa Bænken og jodlede, og Rasmus klingrede forsigtigt paa sit Glas med en Theske.
Endelig bleve de trætte og gik paa Vognen, Mogens og Martha paa Forsædet, Jens og Per bag i. Rasmus stod og takkede og ønskede dem lykkelig Henfart. Jens stod op i Vognen og sang:
«Nu beklager jeg Enhver,
Thi Mormonen kommen er,
Vil os alle af Landet udrive.»
Saa kørte de. Med ét drejede Mogens ind paa en Sidevej. Per sagde, at det var galt, Mogens sagde, at det fik være rigtigt for den Gangs Skyld. De kom ind paa en gammel Hedevej, ét Hjul paa Brinken, ét i Hjulsporet, begge paa Brinken, begge i Sporet, Sæt paa Stød og Stød paa Sæt, afsted stod det.
«Jeg vil af!» raabte Jens, «det er vild Vej og gal Mands Køren.»
Mogens holdt, og Jens sprang af.
«Farvel, Jens Svingbjerg!»
Vejen blev ikke bedre, og Mogens piskede paa Hestene alt hvad han kunde. Nu var den ene Fadding mod Vejkanten, nu den anden, Hestene oppe, Vognen i et Hul, Hestene nede, Vognen oppe; lige for laa den store Lyngbakke, mod den gik det. «Holdt!» hvinede Martha. Saa kom hun af. Mogens kørte opad Bakken, han stod op og raabte og gennede, Skaglerne vare saa stramme, som om de skulde springe, Vognstangen var ved at gaa ud af Koblerne; nedad Bakken, — Hestene skejede hver til sin Side og styrtede afsted, hvert Øjeblik var Vognen ved at løbe ind paa dem. Da de vare nede af Bakken, vendte Mogens sig om mod Per. Han var der ikke mere. I det samme susede noget Tungt forbi Mogens. Det var Pers store Foldekniv.
«Det ligner dig, Per Styrløs.»
Mogens kørte langsomt videre for at finde en Vej. Det lysnede i Øst, Lærkerne sang, og Duggen glimtede paa Lyngen.
(April 1872.)