Jeg sendte som Barn, før jeg lukked’ mit Øje,
Hver Aften en Bøn til min Gud i det høje;
Slig Bøn steg vist aldrig mod Guddommens Øre:
Thi jeg bad min Gud mig almægtig at gøre.
Nu mærker jeg først, at den naaed’ hans Throne,
Nu først, at min Isse bær Almagtens Krone:
Han har givet mig Almagt i Drømmenes Rige,
Snart af Taagernes Kaos min Verden skal stige.
67 eller 68. Hvad der er fortalt i 1. Strofe gjorde jeg som Barn i lang Tid. Dette er et meget vigtigt Digt i Samlingen og et godt Digt. Det viser nemlig den Higen efter Magt, der i Forbindelse med en vis Slaphed dog til syvende og sidst er Drømmeriets Ophav.
