Avgust 1868.
Kære Erik!
Jeg læser i denne Tid: Tusend og én Nat, Schleiden Grundzüge der w. Botanik, Uhlands Gedichte, Poul Møllers Aforismer og Filosofiens Historie, Heines Briefe, Olaf den Helliges Saga, Immermanns Münchhausen, Didrik af Berns Saga, Juliet and Romeo, Heibergs Kritiker, skriver paa Hervert Sperring og en Feuilleton «fra Bornholm». — !!!!!!!!!
Under Tiden er jeg til Mode, som om jeg laa i en Ligkiste, og giver de gamle Ret med Hensyn paa Ymers Hjerneskal. Vi ere døde, vi have levet og ere nu begravede og vente paa Opstandelsen. I Regn og Slud
din
J. P. J . . .
Intet dannet Menneske i vor Tid kan udtale Ordet: «rørende», uden at der i Stemmen skælver et Gran Ironi.
Hvor uhyggelig maa en Mimoseskov ikke være i stille Blæst, naar Træerne røre sig, som om de vare levende.
Thorvaldsen sagde: «det gaar tilbage, jeg synes formelig godt om mine Arbejder.»
Han havde Ret, det var et Tegn paa, at Idealet ikke boede saa kraftigt i ham, ikke havde sin fordums Skønhed, siden han kunde finde det saa godt udtrykt i sine Arbejder.
Skade, at J. L. Heiberg ikke kendte «Hervert Sperring», hvilket ypperligt Eksempel paa det dramatiske i det lyriske!
Ved hvilke Idé-Associationer vækker en Kvinde i 30 Aars Alderen Vaarminder?
Hans Ord summede som Spyfluer om hans døde Tanker.
Jens saa’, at han med halvlukkede Øjne nynnede en svensk Melodi, ikke for at synge, men for at tilbagekalde en Situation, og fortalte ham derpaa, at hans (ikke Jenses) Forlovede sang smukt og især Svensk.
De tre vare paa det Standpunkt af Fuldskab, da Selvkritiken endnu ikke er ganske kvalt. Den Affekterede begyndte at synge «Lad os synge og danse gemytlig omkring.» Nej, den er kedelig, brølte S . . . Saa synge vi en anden: «Lad os synge og danse gemytlig osv.»
En nordisk Digtning skal ligne en Kæmpehøj, men det slaar tidt Fejl for Digterne, og i Stedet for Kæmpehøjen faa vi en Barner . . . . garneret med Grønt.
Hos mig vække kogte Rejer paa en Tallerken altid Minder om Barnemordet i Bethlehem.
Under Tiden har jeg en Fornemmelse af, at jeg gaar paa Havets Bund, og alle de dumme Torsk og Østers sidde og gaa og glo og gabe paa mig, uden at kunne forstaa, hvilken Fisk jeg: Mennesket er.
Naar man ser en Dame i Herreklæder, kan man forstaa, hvad en Dame føler overfor en Herre.
Stakkels Fyr! han var løben løbsk fra Frue Kirke og helt ned i Studiestræde, da Kusken indhentede ham og vredt smed Pisken i Snavset og sagde: er du tosset, tror du, jeg gider rende saadan efter dig?! . . . Stakkels 8-aarige! at leve i Illusionen som Hest saa langt og saa blive revet ud af den. Stakkels Fyr! ydmyg og bedrøvet tog han Pisken op af Snavset.
Alt, hvad der ejer Skønheds Liv,
Jeg kalder paa med Formens: bliv!