Viger bort, jeg tænke vil en Stund,
Paa hvorvidt I usle tomme Drømme
Har mig bragt. Jeg trænger til et Blund
Nu i Barndomsminders Arme ømme.
Viger bort, thi græde vil jeg død
Taaren tung, som i mit Øje brænder,
Medlidstaaren med min egen Nød,
Anden Medlid ej jeg Arme kjender.
Vig da bort, nej kom kun Drømmehær,
Ikke tør jeg se mig selv i Øje,
Ikke tænke paa min tomme Færd,
Ikke se fra Dybet mod det Høje.
Hyllede i Farvens Straaledragt,
Smykked’ rigt med Formens hele Fylde,
Væbnede med fulde Toners Magt,
Kommer mine Sandser nu at trylle!
„Tusind’ Frugter rulle for min Fod,
Vinen skummer højt i gyldne Skaale,
Tusind’ fulde Læbers Purpurblod
Vinker, tusind’ skjønne Øjne straale;”
"Vildt til tryllerige Toners Takt
Fagre Kvinder sig i Dandsen svinge,
Ingen Renhedstanke holder Vagt,
Skjønhedstanken knap dem mægter tvinge;"
"Løste Lokkers silkebløde Hang
Kysser Barmens runde Liljehøje,
Foden hurtig følger Cymblers Klang,
Smidigt sig de smækkre Midjer bøje."
Jeg er træt af Dandsens vilde Larm,
Atter mægted’ Sorgen mig at finde,
Vrister mig af Drømmens fulde Arm,
Byder stærke Toner holde inde.
"Gyldne Frugter vorde ækelt Kryb,
Og en grønlig Gift nu sagte skummer,
Ful og stinkende, i Luedyb
Af de gyldne blomsterkrandste Kummer;"
"Hver en Kind, der blussed’ frisk og rød,
Ejer nu kun Feberhedens Luer,
Og Begjærets sandsevarme Glød
Øjet nu for Straaleblikket skuer."
Nu en Stund i Væmmelse og Nød,
Nu en Stund med tom og daadløs Klage,
Saa er atter Drømmens Rose rød,
Saa igjen i Drømmens Arm tilbage.