De Bølger sig boltre saa krusede smaa,
Liig Harpeklang Vindene lyder;
Skjøn Havfru i Vandskorpen legende laae,
Og skyldfrie Spøg hende fryder.
Hun fletted’ det lokkede Hoved med Tang,
Mens Echo gjentog hendes yndige Sang.
„Du Fisker, som hisset udkaster dit Net,
„Den smukkeste Fisk faaer du ikke,
„Hun er dig for væver, for listig, for let,
„Hun skuffer de speidende Blikke,
„Hun lever i Frihed og saa vil hun døe,
„Du fanger ei Havets sølvskællede Mø.“
Camillo, en Fisker, en Yngling saa god,
Først attende Sommer han skued’,
Han blussed’ af Ungdom, af Ild og af Mod,
Og Kinden af Purpur gjenlued’.
Det flammende Øie, det smægtende Smiil
I Hierterne foer, liig en gloende Piil.
Han undrende ofte i Midnattens Fred
Fra Dybene hørte de Sange.
Med utrættet Flid, med sit Net eller Meed,
Han søgte den Skjønne at fange.
Men spildt er hans Møie ved Dag og ved Nat,
Den syngende Havfru han aldrig faaer fat.
Da slukkedes Øinenes Stjerner af Graad,
Og Kummer hans Hierte nedtynger.
Kun naar han nedstiger i vuggende Baad,
Og roer til det Sted hvor hun synger,
Da føler hans elskende Hierte en Trøst;
Dog er det saa underlig tomt i hans Bryst.
Men pludselig engang i fuld Majestæt
Hun dandser paa blaalige Bølge.
Fra Hofterne glimrende Sølvskæl iflædt
Hun vinker han hende skal følge.
Da standser hun midt paa det fraadende Hav,
Og peger dybt ned i den bundløse Grav.
„See Yngling!“ saa lyder den himmelske Røst,
„De Taarer i Havet nedrunde;
„Jeg drak’ dem i Bølgen — og snart i mit Bryst
„Min Ro og min Glæde forsvunde:
„Ei kommer der Lindring og Fryd i min Barm
„Før du mig omfavner med elskende Arm.“
„Jeg gi’er dig mit Hierte — jeg giver dig alt;
„Men kunne du engang mig svige,
„Da viid, at du faaer det trefoldig betalt:
„Jeg dræber den jordiske Pige,
„Jeg styrter dig ned i det skumklædte Hav,
„Der skal din Utroskab berede din Grav.“
Nu stiger hun op af den boblende Sø,
Mat Solen var mod hendes Øie;
Han favner den smidige duunbløde Mø
Og Læbe mod Læbe sig bøie;
Af Rosenmund sued’ han Honning saa sød
Mens Vindenes Viften liig Brudesang lød.
Naar Solkuglen daler om Aftenen ned,
Gienlyder de selsomme Sange;
Camill til sin Fiskerbaad iler afsted,
Den elskende Havfru at fange.
Med Hierte mod Hierte blandt Bølgernes Brag,
De vente med Kysse den kommende Dag.
Saa svandt mellem navnløse Glæder et Aar,
Da Fodelands Forsvar ham kalder;
Hun gi’er ham før han imod Fienderne gaaer
En Rad af blodrøde Coraller:
„Mod fiendtlig Overmagt skierme den dig.
„Kom snart og kom trofast tilbage til mig!“
„Dog sværge du end en ubrydelig Eed,
„At vil du mig engang forsage,
„Da komme du til dette selvsamme Sted
„Og gi’er mig Korallen tilbage.“
Med ængstelig Anelse Eden han svoer,
Og sukkende dybt ned i Dybet hun foer.
Nu drager det vaiende Banner afsted
Mod fiendtlige Røveres Pile;
Men fra det fortryllede Perlebaand ned
De brudte og knuste bortiile,
Beskyttet af overnaturlige Magt,
Camillo fik Fienderne snart underlagt.
Fra tusinde Læber det Jubelraab lød:
„Camillo vor Seier vi skylder!“
En glimrende Hæderspost man ham tilbød,
Og alle hans Heltemod hylder.
For end at forhøie hans Hæder og Glands,
Skal Hertugens Datter ham række en Krands.
Antonia, skjøn som en Rose i Vaar,
Ham Laurbærkrandsen paasætter;
Et hemmeligt Haandtryk han af hende faaer,
Og Havfru og Eed han forgietter.
Han trykker i Dandsen med stormende Lyst
Den skjønne Prindsesse ømt op til sit Bryst.
Ved Midnat naar alt er hengangen til Ro,
Naar kiælent den Nattergal lytter,
Da samles i Haven de elskende To
Og Hierte mod Hierte ombytter,
Liig Honning hans Tale fra Læben flød hen
Og brændende Kysse ledsagede den.
„Jeg er kun en Fisker — Camillo mit Navn —
„Og ringe og straatakt min Hytte.“
Hun svarer: „Og hviler jeg kun i dit Favn,
„Da vil jeg mit Slot mod den bytte.“
„Jeg deler din Armod, Du elskede Mand,
„Og aldrig jeg ønsker min forrige Stand.“
Saa flygte de bort med bevingede Fjed,
Hun vender ei mere tilbage,
Blandt salige Glæder hensvinder i Fred
En Række livsalige Dage.
Antonia sysler med huuslige Haand
Og finder engang det corallene Baand.
„O Himmel!“ hun raaber, „Ei Dronninger har
„Saa kostbart et Smykke omvundet;
„Du sikkert i Fiskernet fundet det har,
„O siig mig! hvor har du det fundet?“
Da triller hans Taare paa blegnende Kind,
Og Sorgen neddaler saa tungt i hans Sind.
„Engang et hoitideligt Løfte jeg svoer
„At offre til Havet det Smykke.
„Desværre! jeg glemte at holde mit Ord
„Og angrende maa mig nu trykke.“
Han tager den glimrende Snoer i sin Haand
Og roer ud paa Søen med sorrigfuld Aand.
De Vover saa sælsomme hvislende gaae;
Det Fartøi saa underligt krænger,
Og pludselig Øie Camillo faaer paa
Ved Kiolen den Havfrue hænger.
Han neppe kan aande af frygtspændte Bryst;
Blandt Stormenes Hvinen hun hæver sin Røst.
„Og tog du dit hykkelske Hierte fra mig,
„Saa vil jeg det ei heller have.
„Dog een Ting jeg endnu kan fordre af dig:
„Min sidste — min kostbare Gave.
„Mit Underpandt, rødecorallene Baand,
„Det række du mig med din troeløse Haand.“
Han rækker det ængstlig med anende Siæl;
Saa klagende Valravnen synger.
Da rasler det rædsomt i Havfruens Skæl
Hun kæmpestærk Arm om ham slynger,
Og river ham ned udi Dybet med Hast;
Da lukkes hans Øie og Hiertet det brast.
Antonia venter ved maanelys Strand,
Saa skummelt de Stjerner forsvinde.
Brat kaster den Havfrue en Bølge paa Land,
Som sluger den elskende Qvinde.
Da Midnattens Mørke opklarede sig,
Fandt Fiskerne hendes afsiælede Lig.
Ved sivkrandset Strandbred de grov hendes Grav;
Der slumrer det elskende Hierte.
Paa Bunden af stormende taarnbølged’ Hav,
Der glemmer Camillo sin Smerte.
Der favned’ ham Døden den iiskolde Brud;
Der drikke de Fiske hans Hierteblod ud.
Naar Solen om Aftenen blodrød nedgaaer,
Da hyler den Havfrue paa Vandet;
De brølende Vinde i Seilene slaaer,
Og Fiskerne tyer imod Landet.
Forskrækket de knæler paa Strandbredden ned,
Og beder til Gud for de Henfarnes Fred.