Til min Søster
Den 29 August 1812.
Den 29 August 1812.
Mindes du, min Søster hine Dage,
Svundne hen i skyldfri Barndoms Fred;
Kald i din Erindring dem tilbage,
Deres Glæder — deres Sorgløshed.
Hine Dage da en pyntet Dukke
Var vor Fryd — en munter Leg vor Lyst;
Og da aldrig Smertens dybe Sukke
Trængte sig fra vores glade Bryst.
Husker du hvor vi af Længsel brændte
Naar vor sidste Skoletime slog —
Ak! vi dengang intet værre kjendte,
End at sidde stadig ved en Bog.
Og hvad vi var fro og lykkelige,
Naar vi ved vor Moders Hierte laae
O! — med eet Ord kan jeg dig det sige:
Husker du dengang vi vare smaa?
Den forsvandt — vor gyldne Morgenrøde!
Vi blandt Livets Scener traadte frem.
Da vor Moder og vor Fader døde
Vi forlod det elskte Fædrehjem.
Skiebnen skilte os — men ingen Skiebne
Skal adskille vore Siæles Pagt;
Du med Søsterkierlighed dig væbne
Imod Lidelsers og Kummers Magt.
Saares du af Armods tunge Smerte,
Eller skuffer Haabets Guddom dig;
Tye da til din Søsters ømme Hierte!
Du skal finde Raad og Trøst hos mig.
Lad ei Smigers Gift din Siæl beplette!
Følg i Med- og Modgang Dydens Bud!
Viid, at Millioner Taarer slette
Intet Angersnag af Hiertet ud.
Maaskee snart vil Gravens Nat udslukke
Dette Hiertes Luekierlighed,
Dødens Jernhaand det Øie lukke,
Som saamangen bitter Taare græd;
Da forklaret skal min Aand omsvæve
Hvert af dine fjerne Fremtids Fjed;
Og i din Erindring skal jeg leve,
Naar jeg muldner i mit Hvilested.
Ei forglemme du vor Faders Lære:
„Lev i Fred med din Samvittighed,
„Aldrig — aldrig du en Tanke nære,
„Som for Gud du maatte rødme ved!
„Luk dit Øre ei for Armods Klage!
„Ræk den Lidende en hielpsom Haand!
„Giengield ei naar andre dig bedrage!
„Styrk med reen Bevidsthedskraft din Aand!
„Da skal du Uretfærd’s Braad foragte;
„Ei dens Pile saare skal din Barm;
„Kold og ligegyldig du betragte
„Avinds Nid og frugtesløse Harm.
„Men hver Ædel skal dit Værd paaskjønne,
„Ingen Taare komme over dig;
„Himlens Fred din Idræt skal belønne
„Og din Død dit Liv skal vorde liig.“
Vore Hedenfarne dig velsigne!
Vandre Banen hen i deres Fjed,
Du i Dyd vor fromme Moder ligne,
Og vor Fader i Retskaffenhed.
Lev nu vel, min lille kiære Pige!
Tag mod denne Mindeblomst af mig!
Vædet af min Taare den dig sige:
„Glem mig ei — jeg glemmer aldrig dig!“