Til
Til
Sønner af den høie Sanggudinde!
Ei jeg nærmer mig til eders Hal.
O! jeg veed hvad sømmer sig en Qvinde;
Hun blandt Digtere ei tælles skal.
Men naar Eensomheden Aanden trætter,
Monne nogen hende dadle vil,
Om hun sig da stundom sysselsætter
Med en Daad, som hører Manden til?
Hun forsøger kun — hun vil kun prøve
Om at tolke Tanken hun formaaer;
Og hun finder Moerskab i at øve,
Hvad hun elsked’ alt i Barndoms Aar.
Saadan blev det hende til en Vane;
Kiær for Hierte og for Phantasie. —
Langt fra hæderfulde Digterbane
Slynger sig en liden, ringe Sti.
Ei til Ærens Tempel den henleder;
Ingen Laurbær groer paa denne Vei;
Ædle Hierter kun i Stilhed freder
Om dens faa, men rene Glemmigei.
Denne er det, som hun tør betræde,
Og med Uskylds Tillid vandre hen.
Maaskee gi’er den Sorg; — men ogsaa Glæde,
Skiebnen lærer at vurdere den.
Ja den Høst hvis Sæd man selv udstrøede,
Smager himmelsk i et nøisomt Brød;
Og paa Lykkens Luner selv at bøde
Giør endog den bittre Klinte sød.
Denne Vished lader Frygten svinde,
For hvert feilfuldt Ord, som her er sagt.
Dommer det som Arbeid af en Qvinde;
Dommer Tanken — o men ei dens Dragt.