Den Skiønne Pigens Yndest vinder;
Hun venligt ham imøde leer:
Hans ranke Væxt, hans friske Kinder,
Hans lyse Blik med Fryd hun seer.
Men midt i Glædens Ruus hun tænker:
”Engang hans Skiønhed falme vil;”
Og kun et Smiil hun blid ham skienker,
Men lukker klog sit Hierte til.
Den Kiælne Pigens Aand henrykker:
Hvor synker hun i Vellyst ned,
Naar Mund til Mund han fyrigt trykker,
Og aander idel Kiærlighed!
Men dog bevogter hun sit Hierte:
”Er han og tro?” hun spørger viis;
Thi Mange saae med bitter Smerte,
At Ømheds Søn blev kold som Iis.
Men han, som, ledt af Dydens Stemme,
Og i den Godes Øie stor,
For ædel er til falsk at glemme
Den Eed, som han sin Pige svor —
Saa fast i Fryd og fast i Smerte
Hans aldrig svegne Troskab staaer:
Han Pigens vennehulde Hierte,
Vor Klodes bedste Gave, faaer.
O. Horrebow.
