Omar og ZelideEn Fortælling.Ved Euphrats sølvblaae Strøm engangChaliphen Omar sad alene,I Lye af spæde Vidiegrene,Omtont af Nattergales Sang.En moosbegroet Stub hans Throne,En Hyrdestav hans Scepter var.En Krands af Myrther var den Krone,Som nardussalvet Isse bar. —Omkring ham smilte Maanen Fred,Og mildt de gyldne Stierner tindred’.I Nattens Stilhed han erindred’Hver Time, som i Fryd hengleed,Naar han ukiendt i HyrdeklæderTil Blomsterdale fløi, og nødUhyllet Elskovs HimmelglæderI troe Hyrdindes kiælne Skiød.Men ei erindred’ han den Qval,Som han udbredte, naar han atterForlod Naturens favre Datter,Hvis Rolighed han grusom stial.Mens han gienkaldte fordums Glæde,Bedragne Pigers Taarer flød’.Dog snart skal han den Fryd begræde,Hvis Minde nu han henrykt nød.Tre Piger kom i vinget Dands,Hver skabt til Hiertet ømt at smelteHver prydet med et Rosenbelte,En sneehvid Dragt, en Perlekrands;Men deres spæde LiliehænderEn spraglet Blomsterkiæde bar.De snoede den om Omars Lænder,Og sang med Røst, som Lærkens, klar.Vi slynge dig i Elskovs Baand.Afkast dem ei, du Lykkelige!En blid, elskværdig, kiælen PigeHar flettet dem med egen Haand.See! Nattens tause Stierner blinke.Dens Roe blev skabt for Elskovs Fryd.Kom! vi til Elskovs Fryd dig vinke:Kom! Skiønne! kom! dens Himmel nyd!Nu taug den spæde Rosenmund,Men Øiet bad. Han Ja tilsmilte,Og Haand i Haand med dem han iilte.Da modtog ham en Myrthelund.Af tusend Lampers Skin opklaretDens Hvælving lyse Straaler skiød.Af Nattergales Slag besvaretHarmonisk Luth omkring ham lød.En Pige ham i Møde gik,Hvis Hierte fremmed var for Glæder.Hun trinte frem i sorte Klæder,Med stille Sorg i mørknet Blik.Det favre Aasyn var nedbøiet.Hun venlig ham en Rose bød,Hvorpaa en Taare ned fra Øiet,Liig Dug fra Østens Himle, flød. —Tag, sang hun, denne Rosenknop!Ak! heed min Graad paa den nedrinder;Thi den mig om en Rose minder,Som voxte yndig blandt os op.Den stod, bekrandst med Purpurblade,Som Morgenrøden skiøn og blid.Vi saae dens Glands og smilte glade;Men hastig svandt dens Blomstretid.En vild midnatlig Storm oprevEi medynksløs dens spæde Rødder.Af vrede Tigres haarde FødderDen ikke søndertrampet blev.Vor Egn en nordisk Slange nærte.Ubøielig, som Stormens Harm,Og grum som Tigrens Marmorhierte,Indgied den Gift i Rosens Barm.Vi saae den langsomt visne hen.Skov, Slette, Bierg og Dal gientageVort tunge Suk, vor høie Klage; —Thi bort vor Glæde svandt med den.Men denne Rose var Zelide,Forladt af dig, af Livet kied,Og dræbt af skuffet Elskovs Qvide,Hun sank i Dødens Arme ned.Veemodig taug hun. Til det Sted,Hvor hans bedragne Pige hvilte,Med zephyrlette Trin hun iilte,Og vinked’ ham at følge med.Han bleg i hendes Spor fremskræved’.I tætte Grenes skumle NatEn eensom Grotte skiønt sig hvælved’,Hvori en Lampe brændte mat.En aaben Kiste stod deri.I denne laae hans troe ZelideFor Jordens ængstelige Qvide,Og Jordens lumske Snarer fri.Han kom, nedtrykt af syvfold Smerte,Ømt greb han hendes kolde Haand,Og græd, og sank til hendes Hierte,Og jamrende bortfoer hans Aand. —O. Horrebow.