SelineellerKiærlighed, Dydens Belønning. Seline var saa yndeskiøn,Som første Blomst paa sneefrie Høie:I hulde Smiil, i kydske Øie Laae Sindsroe, Dydens visse Løn;Men Skiebnen, som saa tit i Blinde Giør Livets Vandring bedsk og sød,Bød hende ved sit Arbeid vinde Til sig og Sine dagligt Brød. Naar Morgenrøden, Dagens Bud,Til vakte Jord fra Østen smilte,Seline med sin Moder iilte I Haven til sin Gierning udFørst, naar neddalte Soel antændte Hvert natligt Lys paa Himlens Blaae,De roligt hiem til Hytten vendte, Hvor Alt i dybe Slummer laae. Dog aldrig end eet Suk hun gav,Nævn den, som hørte hende klage!Glad talte hun de længste Dage; Skiøndt dobbelt Flid var disses Krav.— Ei Stiernen kan umærket tindre For agtsom Vandrer alle Aar —Kleant saae hende, svor: at lindre Selines ufortiente Kaar. Saa mangen Time han med FrydBetragtede sin kiære Pige;Men fandt sin Elskov frygtsom stige, Jo meer han kiendte hendes Dyd.En Morgenstund han halv forfærdet Fra Hyben-Gierdet Line saae:Men Frygten veeg, han over Gierdet, Og snart for Pigens Fødder laae. ”Seline! see din Elsker her!”Mit Hierte i min Tale lyder:”Om, Pige! du min Haand forskyder, ”Mig Livet først en Byrde er!”Hun saae paa ham saa ømt, saa nøie, Og nævnte, ubevidst, hans Navn —Hun læste: ”Ja!” i Moders Øie, Og taus sank hen i Mandens Favn. Hav, Pige! stedse Taalmod kiær!Nær ved din Sorg er Fryd tilrede,Naar Elskov vil om dig udsprede Sin altid unge Blomsterhær.Ei Flanens Glæder dig forblinde! De grønnes for den korte Stund!Kun Spradens Smiger kan hun vinde; Men Mandens Bifald taber hun.F. Høegh Guldberg.